Fotograf: NGH | Opdateret

Farver, fest og et følelsesbetinget farvel

Alle spektre af farvehjulet var repræsenteret i kjolerne, da årets galla løb af stablen på Næstved Gymnasium og HF onsdag aften. Med lancier, middag og fest på menuen blev det en uforglemmelig aften for årets studenter.

Der var virkelig ikke sparet på noget. Eleverne ankom i alle slags biler - mange med balloner bundet fast om sidespejlene og stolte forældre bag rattet. I dørene blev der krammet, huerne blev løftet, og den røde løber blev trampet flad af feststemte studenter.

Artiklen fortsætter under billedet...

NGH Gallafest
En flot gammel Buick Roadmaster var én af hovedattraktionerne i elevkørslerne. Foto: NGH

Efter den nøje indøvede lancier-dans og fotografering i skolens klatresal, fordelte eleverne sig ud på nederste etage af skolen.

Det blev næsten umuligt at gå ned ad gangen til gymnastiksalen – festens centrum – uden at høre lærere og deres nu tidligere elever udveksle de klassiske eksamenshistorier: Man trak emnet, man selvfølgelig ikke ville have trukket, men heldigvis viste censor sig at være helt okay. Eller om den ulidelige varme i lokalet, hvor man skulle præstere sit livs hidtil bedste.

Men denne onsdag var selvfølgelig ikke som enhver anden, og det kunne mærkes i stemningen. For både lærere og elever var godt klar over, at disse små, hverdagstyngede samtaler, muligvis ville blive de sidste, de ville dele.

Gode råd til sig selv

I det stærke bånd mellem lærer og elev, der i de sidste tre år har udfoldet sig, var stoltheden ikke til at tage fejl af.

På bordene i kantinen sad tre veninder fra 3.D. De sugede stemningen til sig, mens vi snakkede om, hvordan de sidste tre år har formet dem.

- Et godt råd til mig selv for tre år siden ville være ikke at være så genert. Så skal man ikke bruge lige så meget tid på at finde de rigtige mennesker – og at de mennesker nok skal komme, reflekterer Asta Alma Thystrup.

Mest i samtalen fyldte dog lettelsen over at være færdig - og stoltheden over hinanden.

- Galla har været en kæmpe motivation! Læseferien kan godt være en smule isolerende, så jeg har glædet mig så meget til at se alle bare være glade og have huer på, fortæller Mille Inge Nygaard.

Artiklen fortsætter under billedet...

Marta Marie Asta Alma Thystrup.
Fra venstre er Martha Marie Munthe, Mille Inge Nygaard og Asta Alma Thystrup lettede over at være færdige. Foto: Anna Michaelsen

Under middagen blev huerne pyntet med hilsener og beskeder fra lærere og medstudenter, og da maden var ryddet ad bordene, blev skolen endnu en smuk sommeraften i juni fyldt op ad musik og latter.

Da festen sluttede, drog studenterne videre i retning af byens centrum, hvor barer og klubber stod klar med kolde drinks, for når først de blå- og rødstribede huer er kommet på, er festen ikke lige til at stoppe.

Og heldigvis for dét – for fest har studenterne fortjent. Gallaen markerede nemlig ikke kun slutningen på tre år med afleveringer, venskaber og kyllingeburgere i kantinen; den markerede også, at de unge nu står på tærsklen til noget helt nyt og spændende.

Det blev med sikkerhed en aften, de sent vil glemme.