Fotograf: Privat | Opdateret

Farvel til gammel elsket familie-juletradition i Hjulebæk

På en gård midt i naturen, omgivet af søer, gran og løvskov, har Grete og Karsten Hansen gennem 46 år budt hundredvis af mennesker velkommen til julestemningen i Hjulebæk.

Det nu pensionerede skolelærer-par har i næsten et halvt århundrede hver eneste december åbnet deres hjem og hjerter for både gamle elever, lokale familier og nysgerrige besøgende, der er kommet for at købe juletræer, drikke kaffe og kakao og finde unikt håndlavet julepynt.

Begge er de nu over 80 år, og tiden er kommet til at lade julen på gården blive fejret med lidt færre biler på gårdspladsen, lidt mindre save-arbejde og lidt mindre kaffe på kanden.

- Vi har virkelig nydt alle de mange fantastiske år og møder med spændende mennesker. Men nu er det vores tur til at tage ud og opleve december på en ny måde, siger Grete Hansen, der nu skal til at nyde og ikke yde helt så meget mere.

Fra kaffe på kanden til folkefest
Da de i 1972 overtog gården, var det slet ikke planen, at stedet skulle blive en juletradition for så mange. Det begyndte helt enkelt med kaffe på kanden, når folk kom for at hente et juletræ. Men efterhånden kom lokale kunsthåndværkere til, og weekenderne i december udviklede sig til et julemarked fyldt med træer, skovture, snobrødsbagning ved bålet, julepynt, dekorationer og ikke mindst levende samtaler.

Artiklen fortsætter under billedet...

Grethe og Karsten Hansen lukker ned for en juletradition i Hjulebæk. Foto: Privat
Grethe og Karsten Hansen lukker ned for en juletradition i Hjulebæk. Foto: Privat

Selv juleaftensdag er der blevet taget imod de sidste desperate juletræs-kunder – det sidste træ er engang blevet solgt klokken 17 den 24. december.

- Så ved man altså godt, hvad der er på spil, her er en familie, der har brug for lidt medvind, for at nå det hele, siger 84-årige Karsten Hansen.

- Det har været en stor glæde for os at mærke, hvor meget vores sted her har betydet i andres juletraditioner, fortæller han og fortsætter:

- Når tidligere elever kom forbi med deres egne børn og børnebørn, har de givet os muligheden for at følge med i de liv, vi har fulgt nogle gange helt fra første skoledag – og folk er ikke nærige med deres glæde. Tænk at vi har fået serveret så meget begejstring hvert eneste år.

Et liv med naturen i centrum
For Grete og Karsten Hansen har naturen altid været det store omdrejningspunkt. På gården har de anlagt fire søer, plantet et utal af graner eller juletræer, som de bedst kan lide at kalde dem, og etableret to løvskove, som i dag tiltrækker et helt særligt rigt dyreliv med både frøer, nattergale, traner, glenter, kron- og dåvildt.

Artiklen fortsætter under billedet...

Grethe og Karsten Hansen med tre af deres børnebørn, Freja, Villads og Lauge (og hunden Luna). Foto: Privat
Grethe og Karsten Hansen med tre af deres børnebørn, Freja, Villads og Lauge (og hunden Luna). Foto: Privat

Om sommeren har besøgende de sidste to år kunnet overnatte i glamping-telt og nyde det, som betyder mest for parret: naturen, roen, stjernehimlen og alle de lyde, der først kan høres, når vi mennesker er stille.

Nu skal juletræsskoven have lov til at udvikle sig frit med alle de toppe, træerne kunne tænke sig at udvikle, uden så mange beskæringer og blikke på, om der er plads til gaver og et lige topskud til stjernen.

Taknemmelighed og nye tider
At lukke dørene til en tradition, som har varet i næsten 50 år, er ikke uden vemod. Men for ægteparret er taknemmeligheden større end savnet.

- Vi er dybt taknemmelige for alle de folk, vi har mødt gennem årene. Alle dem, der har besøgt os, alle dem, der har hjulpet os og bidraget. For os har det aldrig kun handlet om at sælge juletræer – det har handlet om at dele glæde, lytte når der var brug for det, snakke, grine og mærke fællesskabet. Og så har det jo også været en familietradition for os selv. Vores egne børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn har alle som en rakt kaffe over disken, solgt nisser, båret juletræer og kender selvfølgelig de forskellige gran-sorter fra hinanden, siger Grethe Hansen. 

I december vil der uden tvivl være mere stille i Hjulebæk end før. Måske en enkelt bil eller to kører til gården helt af sig selv.

- Vi ved godt, at det her ikke kun ændrer vores december, men at det også betyder ændrede familietraditioner for en hel del andre. Heldigvis ved vi, at der findes en masse andre skønne steder derude, og de steder får vi nu mulighed for selv at besøge, når julen banker på. Nu skal vi lære at være gæster i december, lyder det samstemmende fra Hansen-parret.