Endnu et ungt talent trækker i den grønne trøje, da Næstved Boldklub har skrevet kontrakt med midtbanespilleren Bertram Kvist.
Han gør sig primært på den offensive midtbane, hvor han i U19-ligaen var en målfarlig spiller med mange mål og assists.
- Bertram er en offensivspiller med store kvaliteter. Det er en af de sværeste positioner at forløse sig på seniorniveau, men jeg har tiltro til, at Næstved for Bertram kan være det nødvendige skridt til en flot karriere, siger Næstveds nye cheftræner, Sune Lærkendahl Jensen.
Bertram Kvist, der hedder Bangsted til mellemnavn og er født i Dragør, spillede i Brøndby fra U14 til U19, og har spillet 23 ungdomslandskampe.
Han var lige et kort smut forbi Kolding på et lån fra Brøndby, inden han endte i Esbjerg.
Her optrådte han fem gange i 1. divisions grundspil og en enkelt gang i oprykningsspillet mod Kolding i april 2025.
Kvist har sågar en kamp i superligaen for Brøndby mod FC Nordsjælland i 2022 og en kamp i kvalifikationen til Conference League for Brøndby mod Llapi fra Kosovo - godt nok kun med to minutter på banen i august 2024.
Både klub og træner har haft stor betydning for skiftet, lyder det fra Kvist:
- Jeg kan huske Sune fra ungdomstiden, hvor han slog mig som en træner udover det sædvanlige. Jeg ser virkelig frem til at træne under ham i Næstved, og sammen med andre unge, tror jeg på en god sæson for de grønne. Jeg vil i hvert fald gøre alt, hvad jeg kan for at gøre en forskel.
Træningen er startet i Næstved og første træningskamp spilles lørdag, hvor Nykøbing FC kommer på besøg kl. 12.
