Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Erfaren fotograf havde styr på studenterne

Han har prøvet det mange gange før, så der var ikke de store dikkedarer, uheld eller lukkede øjne, da Thomas Frandsen tog årets dimissionsfoto af Herlufsholms Gymnasiums studenter.

- Høsten bliver god i år!

Det var noget, der kunne få grinene frem, løsnet op og få ansigtet i de rette folder, da 97 nyudklækkede studenter fra Herlufsholms Gymnasium skulle stille op til det traditionelle dimissionsbillede.

Fotograf Thomas Frandsen ved efterhånden, hvordan han skal få studenterne til at makke ret, og en enkelt for sent ankommende student eller et flagrende hår kan ikke slå ham ud af kurs.

- Det er noget, vi har gjort i mange år efterhånden. Det er hyggeligt og en god tradition. Jeg glæder mig hver gang, siger Thomas Frandsen, der er indehaver af Frandsen Fotografi i København.

Mængden er udfordrende

Studenterne tog opstilling foran Rektor-boligen, hvor den gule mur gør sig godt som baggrund til de lyse kjoler og mørke smokings.

Artiklen fortsætter under billedet...

Fotograf Thomas Frandsen prøver at få styr på tropperne. Foto: John Ringstrøm
Fotograf Thomas Frandsen prøver at få styr på tropperne. Foto: John Ringstrøm

- Mængden gør det mere udfordrende, for du skal have en kontakt til alle på én gang, hvor de skal kigge ind i kameraet og se glade ud. Det er ikke umuligt, men det er sjældent, at du har et one-million-dollar-shot, hvor alle kigger i linsen, erkender Thomas Frandsen, der oprindelig er fra Vordingborg.

Han startede med at tage billeder på Herlufsholm i 2003, og dengang var det med film. Senere er det blevet digitalt, hvilket gør det hele noget nemmere og hurtigere.

Gennem de mange år har han også fået et godt kendskab til både eleverne og deres forældre.

- Det er fedt at se de glade unger, og så kender vi jo også mange af forældrene gennem mange år. De unge her kommer fra mange dele af Sjælland, hvor vi også opererer, så mange af dem har jeg fulgt, siden de startede i vuggestue. Så børnehave, skole og nu gymnasium, siger Frandsen.

Gad vide, om dette er et one-million-dollar-shot, hvor alle smiler. Kig gerne efter. Foto: John Ringstrøm
Gad vide, om dette er et one-million-dollar-shot, hvor alle smiler. Kig gerne efter. Foto: John Ringstrøm