Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Endnu en smal sejr gav en sikker andenplads

Publikum får noget for pengene, når de følger Team FOG Næstveds slutspilskampe i Arena Næstved. De seneste tre opgør på hjemmebane er vundet med maksimalt to point.

Igen var stemningen på sit højeste helt til slut, da Svendborg Rabbits var på besøg mandag aften, og igen skulle vi helt frem til de sidste sekunder, før afgørelsen faldt.

Med fire sekunder tilbage på uret kunne fynboerne have udlignet på straffekast til 91-91, men Daniel Saylor scorede kun på det ene. Og med en hurtig rebound af Rollie Worster var bolden på Næstveds hænder. Worster blev fejlet og scorede på et straffekast til 92-90, men brændte det andet. Det gjorde dog ingenting, da Svendborg ikke nåede at afslutte i den anden ende.

Artiklen fortsætter under billedet...

Vic Searls i et raid mod kurven med Svendborgs Daniel Saylor efter sig. Foto: John RIngstrøm

Vic Searls i et raid mod kurven med Svendborgs Daniel Saylor efter sig. Foto: John RIngstrøm

Med sejren kan Team FOG Næstved nu ikke hentes på andenpladsen, så dermed er både semifinalepladsen hjemme og også en semifinaleserie mod slutspillets nummer tre – medmindre Næstved går hen og tager førstepladsen fra Bakken Bears.

Team FOG kan ikke hentes

- Vi har otte point mere end Svendborg og der er fire kampe tilbage. Vi er bedre indbyrdes end Svendborg, så andenpladsen er hjemme, siger Team FOG Næstveds direktør, Andreas Larsen, der venter med at vurdere finalechancerne, da semifinalemodstanderen kan blive enten Svendborg, Randers eller Horsens IC.

- Jeg tror, det er lige meget, hvem vi møder. Der er så lille forskel mellem nummer ét og fem. Det kan vi også se i dag, siger han.

Larsen og publikum måtte dog sitre undervejs, for fynboerne spillede fint og skarpt basketball i de to første perioder. Gæsterne var foran med to ved pausen, 49-47, og kom endda foran med 13 point i tredje periode.

Der skulle findes noget ekstra frem af hjemmeholdet, og det gjorde især Tyler Harris. Han sænkede to trepoint-forsøg og reducerede yderligere ene mand til 57-61. Da også Cole Bajema og David Jean-Baptiste fik indstillet sigtekornet, var værterne pludselig foran 75-69 inden sidste periode.

Her lignede det også længe en sikker Næstved-sejr, da værterne kom foran med 11 point ved 89-78. Men de sydfynske ”kaniner” kæmpede sig tilbage og gjorde altså den nævnte afslutning til lidt af en gyser.

God selvtillid

- Vi spiller en god kamp og Svendborg spiller også skidegodt. Jeg brokker mig aldrig over dommerne, men jeg synes, vi bliver bortdømt. Men vi har en rigtig energi, og vi vinder alle de tætte kampe i øjeblikket. Om det er fordi, vi er heldige, eller det er udtryk for kvalitet, ved jeg ikke. Det kan også være fordi, vi har god selvtillid, efter at have vundet de tætte, vurderer Larsen.

Team FOG Næstved kan nu se frem til en udekamp Skærtorsdag i Randers. Om ankelskadede Pip Ajayi er tilbage til den kamp, eller først om et par kampe, er der ikke taget stilling til endnu.

Basketligaen, slutspil
Team FOG Næstved – Svendborg Rabbits: 92-90

Periodecifre:
22-23, 25-26, 28-20, 17-21

Point for Næstved:
Samuel Tabe 18, Vic Searls 16, Tyler Harris 14, Ikenne Okeke 13, Cole Bajema 10, Rollie Worster 9, David Jean-Baptiste og Sean Trumper hver 6.

Topscorer for Svendborg:
Kyreese Willingham 26

Rebounds:
41-37