Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

En topleder med hang til hævngerrige historier

Holme-Olstrup-bosatte Jakob Nørr er global topchef og forfatter til tre bøger. Den nyeste, "Hævnens karrusel", handler om ekstremisme og menneskets trang til hævn - men bag thrilleren gemmer sig en dybt personlig trang til at skrive.

Jakob Nørr, 56 år, global CEO for Emerson Marine Solutions, bor i Holme-Olstrup og er aktuel med sin tredje bog Hævnens karrusel. En handlingsmættet spændingsroman med hævn som det bærende tema. For Nørr handler det dog om meget mere end plot og tempo:

- Jeg kan godt lide at fortælle historier. Det har jeg altid gjort, selv om jeg egentlig ikke ved, om jeg er god eller dårlig til det. Jeg er en storyteller, og hvis man er sammen med mig privat, vil man nok sige, at det er mig, der får fortalt historierne, siger han.

Nørr indrømmer, at nogle nok vil mene, de har hørt historierne før, men han forsøger altid at fortælle dem på en ny måde. Historiefortællingen ligger ham naturligt – også når det kommer til bøger.

Skriver for roens skyld

Skriveprocessen begyndte som en personlig flugt og heling.

- Jeg fandt ro ved at skrive, og det er en afstressende faktor for mig. Det har givet mig rigtig meget, siger han og beskriver, hvordan skrivningen blev en del af hans liv efter en alvorlig skiulykke i 2009.

Romanerne blev en slags terapi og en måde at bearbejde oplevelser og tanker på for ham.

Den nye bog tager fat i emner, der ligger tæt på samfundets virkelighed.

- Jeg er meget inspireret af, hvad der foregår omkring os og hvad der sker i hverdagen. Bogen handler om ekstremisme, som er et voksende problem, siger Jakob Nørr, som trækker paralleller til USA's tidligere præsident Obamas udtalelser om, at truslen mod USA ikke nødvendigvis er muslimsk ekstremisme, men højre-nationale bevægelser. Den virkelighed flettes ind i fiktionen:

- Jeg sætter mig naturligvis dybt ind i tingene og laver masser af research. Lidt groft sagt er det noget nær det eneste, jeg tager med mig efter fem år på universitetet, siger han med et smil.

Han er naturligvis glad for det håndværk og de metoder, han har lært.

- Det falder mig helt naturligt at være opsøgende. Den her bog er i nutidigt perspektiv og så lægger jeg min spændingsroman oven på et baggrundstæppe af, hvad du egentlig kan opleve af ting og sager, når du åbner avisen, pointerer han.

Temaet hævn blev en styrende kraft.

- Hvis du vil fange folk, er du nødt til at tage nogle af de universale følelser: Kærlighed, sex, begær, mord, hævn. Jeg skriver på en hurtig måde – det er actionpræget, siger han.

Fra Cuba til Holme-Olstrup

Jakob Nørrs første bog ”Australieren” var en skæbneroman med rødder i familiens historie.

- Den foregik i tiden op til 2. verdenskrig og under krigen, og ham, vi var i familie med, døde på Cuba. Vi har faktisk arvet et hus på Cuba, og jeg har prøvet at få fat i det, fortæller Jakob Nørr, der har været udsat for mafialignende metoder.

Historien udviklede sig nemlig til en personlig konflikt med en eksil-cubaner, der i dag bor i Miami og har overtaget huset på Cuba.  

- Jeg fik at vide, jeg skulle trække mig. Det kunne der faktisk godt komme en to’er ud af, for det var ved at udvikle sig. Cuba er jo et korrupt land, men jeg har de oprindelige dokumenter, der gør huset til vores, forklarer han.

En karakter at vende tilbage til

Med Brødrenes hemmelighed i 2019 begyndte Nørr at opbygge karakterer, der kan genbruges og videreudvikles.

- Jeg vil bestemt foreslå, man læser begge bøger. Man kan godt læse dem hver for sig, men karaktererne kommer under huden på én. Jeg bliver dog ikke rig af det, men det er fedt at høre, at der er nogle, der har haft en god fornøjelse med dem. Der er også nogle, der siger, det er noget lort, siger han med et grin.

Som global direktør i en stor koncern med base i Næstved har han tidligere gået stille med dørene, når det kom til skriveriet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jakob Nørr med sin nyeste bog Hævnens Karussel. Foto: John Ringstrøm
Jakob Nørr er sat i stævne på Maglemølle med sin nyeste bog Hævnens Karussel. Foto: John Ringstrøm

- Det er et spørgsmål om, hvordan folk opfatter mig, og der er i virkeligheden ikke mange, der kender mig i Næstved, selv om mange ved, hvem jeg er. Jeg kunne godt have udgivet i et andet navn, men sådan er jeg ikke. Hvis man gør noget, må man også stå på mål for det og tage kløene, mener han.

Et sprog fra virkeligheden

Nørr er heller ikke altid politisk korrekt i sine tekster,

- Jeg tager ikke hensyn til de korrekte strømninger og jeg gør det heller ikke for at genere nogen. Men jeg tror egentlig, at mit sprog er meget det sprog, der er i en fodboldklub eller den jargon, der er i samfundet, siger han.

Selv om kalenderen er fyldt, har han allerede gang i et nyt projekt:

- Udfordringen er lige nu, at det er svært at finde tiden til en ny. Jeg kan dog afsløre, at jeg allerede har et projekt, som jeg er seks-syv kapitler inde i. Men det er noget helt andet, pointerer han og opfordrer folk med dramatiske eller glemte familiehistorier til at kontakte ham.

- Det er min store håb, eller noget der tricker mig, hvis nogen sidder med en virkelig spændende familie-historie med dybde og noget kapouw i. Så må man meget gerne kontakte mig. Det vil jeg virkelig gerne skrive om, siger han.

Mennesket først, arbejdet næst

For Nørr handler det i stigende grad om at være tro mod sig selv. Han vil ikke vælges bort fra nogen af sine identiteter.

- Jeg har tænkt meget over, om det karambolerer med min erhvervs-karriere at være forfatter, men jo ældre jeg er blevet, jo mere er jeg begyndt at gå op i, hvem jeg er som person end, hvad jeg arbejder med. Man må ikke sætte mig til at vælge, for så skulle jeg gå på kompromis med, hvem jeg er, og det har jeg aldrig gjort, siger han, der i første omgang skriver for at underholde.

Og det kan sagtens være om sikkerhedspolitik, der er én af hans store interesser.

- Jeg er faktisk blevet spurgt flere gange, om jeg ville gå ind i politik. Jeg har sågar haft folk på besøg i min stue for at spørge mig. Men jeg vil allerhelst gå direkte ind i politik på nationalt plan. Men det skal gøres helhjertet - hvis jeg går ind i noget, gør jeg det altid 100 procent. Svaret er derfor ”måske” til, om jeg vil gå ind i politik, siger han med et drevent smil.

Friheden i det hele

Når Nørr skriver, er det ofte enten hjemme på gården, eller når han rejser. Og det kan lige så vel være med familien omkring sig

- Jeg vil hellere skrive en bog end at læse en eller kværne tre film på vej til Shanghai. Og hvis ikke jeg måtte skrive eller gøre noget andet af det, der gør mig glad, ville jeg blive et ulykkeligt menneske. Jeg er heldig og bevidst om, at jeg er født glad. Jeg glæder mig til, hvad der skal ske hver dag. Det er en kombination af det hele – familie, børn, kolleger, mit liv, Næstved, Danmark, og det at jeg skriver, konstaterer Blovstrød-drengen, der er blevet sydsjællænder, og som har begrebet frihed svævende over sig som det altafgørende.

- Frihed betyder alt for mig. Det er også derfor, man ser mig meget engageret i den offentlige debat. Hvis jeg oplever noget, der begrænser frihed, får man mig lige i haserne, siger han.

Og det er måske netop denne nysgerrighed og fortælletrang, der gør hans bøger til andet og mere end bare thrillere. De er et udtryk for et menneske, der må skrive. Ikke for berømmelsens skyld, men fordi det er en del af, hvem han er.

Blå Bog

  • Jakob Nørr, 56 år
  • Uddannet Cand.Polit
  • Gift med Anne med hvem han har de voksne børn Simon og Agnete
  • Bor i Holme-Olstrup
  • Er Global CEO for Emerson Marine Solutions med base i Næstved
  • Forfatter til bøgerne "Australieren" (2012), "Brødrenes hemmelighed" (2019) og "Hævnens Karrusel" (2025)