Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

En sjælden succeshistorie fra en landsby-brugs

SuperBrugsen Fensmark har lige fejret 150-års fødselsdag, direktøren har modtaget Den Blå Blomst og medlemsskaren vokser.

Mens mange små købmænd har det hårdt i de mindre landsbyer, kører det på skinner for SuperBrugsen Fensmark.

Og det har det – naturligvis med uundgåelige op- og nedture - gjort siden 1875.

Så længe har Hans Larsen nu ikke siddet i direktørstolen, men det er alligevel blevet til 28 år, da han som 30-årig blev ansat som brugsuddeler 1. juli 1997. Og i de mange år har den lokale brugsforening udviklet sig til en købmandsbutik, folk har lyst til at køre langt for at besøge.

Det skyldes ikke mindst den flotte indretning, udsøgte og velassorterede varer, nyt cafeområde, egen bagerafdeling og vinkælder – men især slagterafdelingen.

- Vi er suverænt den største enkeltbutik på kød. Ingen Kvickly når os. Det er dét, vi er kendt for. Vi er 35-40 mand i delikattesen og seks slagtere. Hele vores DNA er bygget op på, at vi sælger meget kød, siger Hans Larsen og nævner den nu pensionerede slagter John Hoffmann som en væsentlig årsag til, at det er blevet sådan.

Artiklen fortsætter under billedet...

Hans Larsen
Hans Larsen har holdt den "gamle dame" SuperBrugsen i Fensmark yderst velkørende trods de mange år på bagen. Foto: John RIngstrøm

- Jeg skulle rydde op i en butik i Dianalund, hvor der var så mange, der var så kloge. De sagde, at jeg bare skulle have styr på den slagterafdeling. Efter fire måneder var der rejst 11 medarbejdere. Slagtermester John Hoffmann havde dog styr på det. Det kan godt være, han var besværlig, men hvis ikke tingene virker, må man sige fra, og det gjorde han. Han var den mest reelle, siger Larsen, der oprindelig er fra Glumsø, men som spæd boede i England med engelsk mor og jysk far.

- Da jeg starter her i 97, og kunne se, at slagteren ikke kørte her i Fensmark, tog jeg ham med. Og han var her, indtil han skulle pensioneres. Han fordoblede omsætning efter to måneder. De første fem år var det 25-30 procent i vækst hvert år, fortæller Hans Larsen.

Den historie og mange andre i Fensmark-brugsens lange historie kan læses i en helt ny bog, der er skrevet af Herman Olsen.

- Herman fordybede sig i vores historie og havde det hele i kladdeform. Vi fik sat det i scene og har betalt for at få den udgivet, siger Larsen.

Bogen har solgt 200 ud af oplaget på 300. Og den fortæller også, at Fensmark Brugs faktisk fylder 159 år (!), for det hele startede i 1866.

- Fensmark var meget tidligt fremme med at hoppe på FDB’s andels-idéen. Men vi har til gengæld også været tæt på at måtte dreje nøglen. I 2023 blev Coop reddet af OK-selskabet. Vi var helt ude på det yderste af konkurs, lyder det fra Hans Larsen, der selvfølgelig er lykkelig for, at det endte godt.

Det danske energiselskab har nu den bestemmende indflydelse i Coop, men brugsforeningerne er også medejere af OK.

Fensmarks SuperBrugs er selvejet af medlemmerne. Og dem er der alligevel cirka 6000 af i en by som Fensmark, der har omkring 5200 indbyggere.

- Medlemmerne er mine chefer. Lokalt står vi et godt sted. Efter vores ombygning for to år siden kommer der masser af kunder. Vi har en vækst på 10 procent om året. Vi havde rekordomsætning sidste år efter, at det toppede i 2016-17. Så havde vi lidt tilbagegang med corona, energikrise og krigen i Ukraine, men er tilbage igen nu, konstaterer Hans Larsen.

Åbent på helligdage

Mens vi snakker, dukker nyheden om, at butikker i byer med under 16.850 indbyggere må holde åbent på ellers normale lukkedage som eksempelvis Kr. Himmelfartsdag og 2. pinsedag, op.

- Fjerner man helligdagslukningen, så bl.a. os, Bilka o.s.v må have åbent, vil det gøre tingene nemmere for os. Men det pusterum vores medarbejdere har med helligdage, er da også rart. Så jeg står ikke og siger, at det kunne vi godt tænke os. Man skal have gjort sig klar, hvad konsekvenserne er, for det er det, som mange af de små butikker lever af, siger brugs-direktøren, der principielt vil følge de regler, der er.

- Vi får fri åbning, og det vil vi selvfølgelig gøre. For det gør de andre nok, mener han.

Men det kan give nogle udfordringer på service-niveauet.

- Vi har vænnet vores kunder til god service. Men vi kan ikke være her hele tiden, for vi skal jo have fri en gang imellem, siger han med et smil.

Netop Hans Larsens serviceniveau, hans indsats for lokalområdet og hans værdier som menneske og som direktør er nogle af de ting, der bliver nævnt i motivationen bag månedsprisen Blå Blomster.

Den fik han overrakt for nylig af blandt andre Venstres borgmesterkandidat Kenneth Sørensen.

- De overraskede mig en fredag, hvor de stoppede hele køen ved kassen ved 14-tiden. Det var meget fint, siger Larsen med et grin og nævner, at han også tidligere har fået priser som blandt andet Diskontobankens legat i 2023.

Hans Larsen med historien
Historiens vingesus kommer til syne, straks man træder ind i SuperBrugsen. Her er etableret en stand med den nye bog, fotos og beklædning fra de sidste mange år. Foto: John Ringstrøm