Hun startede i Skagen og 21 dage senere ankommer hun løbende med sit følge til Næstved. Hjembyen, hvor hun bliver mødt af mange mennesker på Axeltorv.
Her står forældre, familie, venner og bekendte. Næstved Cityforening har arrangeret dagen med pavilloner og kage fra Kvickly, så der var mange, der vil have et glimt af den gæve kvinde, og ønske hende held og lykke med de sidste kilometer mod København.
- Det er helt vildt. Jeg havde slet ikke regnet med, der ville være så mange. Jeg havde tænkt, der ville være min mor, mormor og et par stykker mere. Det er den dag, jeg har set allermest frem til. At komme hjem og føle, at nu har jeg klaret det hårdeste, siger hovedpersonen, der er rørt til tårer og begejstret over den modtagelse, hun får.
Løber for at betale tilbage
Emily Corneliussen lider af en kronisk tarmsygdom og fik for en del år siden opfyldt sit store ønske om at komme til Disney World i Florida gennem Make-a-wish. Det er den, hun nu vil betale tilbage til, så hun gennem sin løbetur på i alt 900 kilometer kan være med til at hjælpe børn, der kæmper med en alvorlig sygdom.
Artiklen fortsætter under billedet...
Projektet har hun kaldt Projekt 900. Siden 1. juli har hun løbet 30 kilometer om dagen, og det har ikke altid været en dans på roser.
- Min sygdom har drillet lidt. De sidste par dage har været meget hårde i forhold at klare den med toiletbesøg, ondt i maven og ikke så meget energi. Benene løber egentlig bare af sig selv. Selvfølgelig er de ømme. Jeg kan godt mærke, jeg har løbet 600 kilometer, siger Emily Corneliussen, der søndag kunne fejre sin 26-års fødselsdag med at løbe fra Nykøbing Falster til Vordingborg.
Tirsdag går turen fra Næstved til Ringsted. Og så skulle hun meget gerne ramme København, hvor hun bor og arbejder som personlig træner, 30. juli efter vilde 900 kilometer.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Det er svært at sige, hvad jeg ser mest frem til. Det bliver en masse følelser, for jeg har jo været i gang med det her projekt i over et år. Jeg har brugt hele mit 25. år på at vågne op og tænke på, hvordan kan jeg komme i mål med det her. Det bliver nok også lidt tomt ikke at have det mere, siger Emily Corneliussen.
Krammere og taler
Hendes far, Mick Tandrup, var én af de mange, der tog imod hende på torvet.
- Jeg blev rørt. Jeg havde ikke regnet med, der ville være så mange mennesker. Det er seriøst stor opbakning og det glæder mit hjerte, siger den stolte far, der naturligvis ikke var den eneste, der var stolt af datteren.
Også direktøren for Make-a-wish Danmark, Rico Corneliussen, havde fine ord med på vejen til Emily, som han trods efternavnet ikke er i familie med.
- Det er det mest skøre, optimistiske projekt, men det Emily gør, er med til at andre får noget opfyldt, og det betyder noget og går lige ind i vores hjerter, siger direktøren, der også var imponeret over fremmødet mandag eftermiddag.
Ruten fra Næstved til København
Dag 22: Næstved – Ringsted
Dag 23: Ringsted – Holbæk
Dag 24: Holbæk – Hørve
Dag 25: Hørve – Nørre Asmindrup
Dag 26: Nørre Asmindrup – Tisvilde
Dag 27: Tisvilde – Dronningmølle
Dag 28: Dronningmølle – Helsingør
Dag 29: Helsingør – Lyngby
Dag 30: Lyngby - København