Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Emerson er årets erhvervsvirksomhed i Næstved 2025

Den endelige slutspurt stod mellem Dan Group Alarm og Emerson og det blev sidstnævnte, der løb med Næstved Erhvervspris 2025, da den blev uddelt mandag aften i Sydbank Arkaden.

Med hele 62 procent af stemmerne blev det Næstveds 65 år gamle marine-virksomhed, Emerson – også kendt som Damcos – der blev kåret som årets erhvervsvirksomhed i Næstved 2025.

En komité havde på baggrund af indstillinger fra Næstveds erhvervsliv udvalgt de to finalister, som medlemmerne af Næstved Erhvervsforening så endeligt kunne stemme på. Og især dét glædede Emerson-direktør Kim Rønn.

Artiklen fortsætter under billedet...

Rikke Molter og Kim Rønn modtager Næstved Erhvervspris 2025 på Emersons vegne. Foto: John Ringstrøm
Rikke Molter og Kim Rønn modtager Næstved Erhvervspris 2025 på Emersons vegne. Foto: John Ringstrøm

- Det er fedt at modtage en pris af kolleger, som også er vant til at drive en forretning. Jeg er stolt af, at de synes, vi har gjort det godt i 2025, sagde den 52-årige direktør, der kun har været på posten i Emerson i cirka et halvt års tid.

Alle funktioner i Næstved

Han er dermed én af de få medarbejdere på Emerson i Næstved, der pendler til byen, da hovedparten af de cirka 210 ansatte bor i eller tæt på Næstved.

- Jeg bor i København, men er fra Hjørring og har arbejdet i andre byer. Jeg kan rigtig godt lide provinsen. Og her i Næstved er der jo gang i noget godt. Vi er landet 11.-bedste erhvervskommune, siger Kim Rønn, der modtog prisen sammen med Rikke Molter, der er Emersons fabrikschef.

Mange af Emerson’s medarbejdere har været ansat i mange år, og snart står virksomheden overfor udfordringen med at få unge medarbejdere ind.

- Vi fik 27 nye kolleger ind i 2025, som har været vores bedste år i mange år. Vi udvikler og tilpasser virksomheden og har faktisk alle funktioner i Næstved, selv om vi har afdelinger i Ry og flere steder i verden. Men vi har fokus på at tiltrække nye og unge medarbejdere og lærlinge. Derfor gør vi meget ud af at være synlige i byen og viser vores navn på blandt andet skoler og ungdomsuddannelser, siger Kim Rønn.

Nummer to fik også klapsalver

Han og Emerson modtog et keramikfad og en check på 10.000 kroner, som skal gå til et godt formål. De valgte af egen lomme at fordoble beløbet og give det videre til Headspace, der er et nyåbnet center, som hjælper og rådgiver unge mellem 12 og 25 år.

Prisen blev ved aftenens pris-uddeling i Sydbank-arkaden motiveret af Næstveds borgmester Carsten Rasmussen, mens Sydbanks områdedirektør Kasper Bæk og formand for Næstved Erhvervsforening Helle Andresen guidede forsamlingen gennem aftenen.

Aftenens ”nummer to”, Dan Group Alarm, fik også masser af klapsalver med på vejen. Direktør og ejer Claus Rasmussen fortalte om den virksomhed, han startede for 25 år siden, og som i dag har cirka 20 medarbejdere.

- Vi startede som en almindelig installationsforretning, men er i dag en service- og abonnementsbaseret virksomhed indenfor meget mere end alarmer. I dag har vi cirka 2500 abonnementskunder i hele Danmark og vækster 12-15 procent om året, fortæller Claus Rasmussen.

Der er klapsalver til vinderne. Også fra nummer to, Dan Group Alarm, der her sidder på forreste række med Claus Rasmussen som nummer to fra højre og Jens Vintersborg, der er driftschef, som nummer tre. Foto: John Ringstrøm
Der er klapsalver til vinderne. Også fra nummer to, Dan Group Alarm, der her sidder på forreste række med Claus Rasmussen som nummer to fra højre og Jens Vintersborg, der er driftschef, som nummer tre. Foto: John Ringstrøm