Fotograf: Næstved City | Opdateret

Eksklusivt smugkig på ny dansk film

Søndag aften dannede Nordisk Film Biografer i Næstved rammen om en stemningsfuld forpremiere på den længe ventede ungdomsfilm Smukkere.

Filmen "Smukkere" er en opfølger til 2022-succesen "Smuk", og denne gang følger vi Selma, spillet af Karoline Hamm, i hendes 2.g på Rosenholm Gymnasium.

Instruktøren Mogens Hagedorn, kendt for Netflix-serien "Ragnarok", har overtaget instruktørstolen, mens manuskriptforfatter Line Mørkeby går igen fra første film i serien.

Udover Karoline Hamm, gæstede Anna Munch - som i filmen spiller Selmas veninde, Alberte – visningen i Næstved. Smil, latter og imødekommenhed prægede stemningen i biografen, da skuespillerne indtog rummet - deres engagement var tydeligt, og deres nærværende tilstedeværelse smittede af på den næsten fyldte sal.

Her fortalte de to om filmens temaer, og om, hvordan den spejler de valg og dilemmaer, mange unge står overfor i dag - fra venskab og kærlighed til identitet og fremtid.

- Tematikkerne i filmen er at lære at sige fra, at lytte til sine grænser og at snakke højt om det, hvis man føler, at noget ikke er, som det skal være i venskaber, lød det fra Karoline Hamm under spørgsmålsrunden før filmen.

Hun understregede ligeledes, hvordan filmen har overrasket ved at røre flere generationer end forventet.

- Den her film er faktisk for alle – vi er selv blevet overraskede over, at nogle generationer, vi ikke troede ville blive berørte over den her film, er blevet meget berørte, sagde hun.

Med sine stærke præstationer, et ærligt blik på ungdomslivets kompleksitet og en fortælling, man omgående bliver bidt af, er "Smukkere" en film, der varmt kan anbefales – ikke bare for unge, men for alle, der vil nyde en ærlig skildring af de små og store øjeblikke, der former os som mennesker.

Filmen har premiere i Nordisk Film Næstved 4. juni.

Filmen Smukkere
To biograf-medarbejdere i Nordisk Film Næstved præsenterer plakaten til filmen Smukkere, hvor blandt andre lokale Flora Ofelia Hoffmann, som desværre ikke kunne være med til forpremieren, har en af hovedrollerne. Foto: Næstved City