Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Dobbelt op på god sæsonstart for Herlufsholm

Herlufsholms sjællandsseriehold fortsætter den stærke forårsstime med en overbevisende 4-0-sejr hjemme på Seiffert Arena over Væggerløse.

Efter en lovende første hjemmekamp med sejr over Frem Sakskøbing på 3-1 fulgte Herlufsholm (HG) op med endnu en sejr, da Væggerløse var på besøg. 

Værterne lagde fra start et solidt pres på gæsterne, men måtte samtidig se gæsterne komme tæt på en chokføring på deres første afslutning. Målmand Lasse Kronmann Møller viste dog høj klasse med en skarp redning.

Trods flere tilløb og gode muligheder skulle vi hen til kort før pausen, før HG fik hul på bylden. Benjamin Jensen fandt Nicolai Andreasen, som med et velplaceret langskud sendte bolden i nettet til 1-0.

Efter pausen intensiverede HG presset markant. Angrebene bølgede mod et hårdt kæmpende Væggerløse-mandskab, der fik det endnu sværere, da gæsterne inden for kort tid blev ramt af tre udvisninger og måtte spille videre med blot otte mand.

Overtallet blev hurtigt udnyttet. Efter et hjørnespark dukkede Oliver Petersen op tæt under mål og gjorde det til 2-0. HG fortsatte dominansen og ramte blandt andet stolpen ved både Carl Emil Andersson og Kevin Victor Fobian.

Først i kampens sidste minut kom næste scoring, da Nicolai Andreasen igen var på pletten til 3-0 efter et indlæg fra Magnus Kristensen, og i overtiden satte Valdemar Christensen punktum med et flot solomål.

Herlufsholm får fredag besøg af Raklev i en kamp, der starter 18.30.

Oliver Petersen scorede til 2-0. Foto: John Ringstrøm

Oliver Petersen scorede til 2-0. Foto: John Ringstrøm