Næsten lige meget, hvor du bevæger dig hen fredag aften, vil du kunne finde et arrangement med enten musik, kunst eller teater. Det er kulturnat i byen og programmet er overvældende.
Grønnegades Kaserne Kulturcenter har åbent hele dagen og byder på blandt andet fotoudstilling, Cirkus of Horror og Silent Disco. Det musikalske trækplaster på Grønnegade finder sted i Musikstalden kl. 20, hvor dørene åbnes til det italienske band The Watch, der spiller Genesis-musik til næsten perfektion.
Artiklen fortsætter under billedet...

Børnebibliotek åbner
Næstved Bibliotek åbner også dørene til dets nye børnebibliotek kl. 16, og i centrum er der aktiviteter i form af hiphop, hestevognskørsel, åben talentskole og artfestival.
Lidt uden for centrum er der åben hus på Rønnebæksholm, skulpturparken ved havnepromenaden indvier ny skulptur og på sygehuset kan du komme på rundtur.
Næstved Synger
Du vil blive glad i låget af at udforske weekenden. Over alt i uge 41 har Næstved Musikskole arrangeret ”Næstved Synger” med kor og solister, men de tyvstarter fredag og lørdag. Se og hør blandt andet Dronningekoret og Vokalkoncert i Sct. Mortens Kirke, fællessang med Elias Solnør på JB10, hvor også Ea Cornelia Orchestra dukker op fredag aften.
Artiklen fortsætter under billedet...

Lørdag er der syv kor, der giver syv koncerter i Sydbanks arkade med start kl. 10.30. Hovednavnet bliver den lokale skuespiller Ditte Ylva, som vil synge for samme sted kl. 13.
Hele programmet for kulturnatten kan du se på linket i bunden.
Musik og grøn aktivitet
På Café Kyst i Karrebæksminde spiller Torben Kaas fredag kl. 18 og på Kongebryg spiller det falsterske rockband High Voltaire fredag kl. 20.30.
Lørdag kan du tage med Grøn Hverdag til enten Spejderhytten i Herlufmagle, hvor du kan lære at trykkoge eller besøge Næstved Aftenskole i Teatergade, hvor Puk Hyllested vil lære dig at reparere og dekorere tekstiler.
Lørdagen står også på en masse musik startende med Michala Djurskov på Café Kyst kl. 18. Et par timer senere fejrer Humle Ølbar syv års fødselsdag, hvor den populære duo, Duo Dejlig, underholder kl. ca. 20.
Nogenlunde samtidig spiller jazzduoen Nielsen og Strømsholt på Da Vini, og 20.30 er der TV2-musik på Kongebryg med coverbandet ”Rigtige Mænd”.
Arena Nights laver fest
Kl. 21 går den amerikanske rocksangerinde Dana Fuchs på scenen i Vershuset, og det helt store musikbrag foregår i Arena Næstved, hvor Thor Farlov, Ozzy, Sivas og Anton Westerlin holder ”Arena Nights”. Hele fire livekoncerter i fuld længde må være garanti for en kæmpe fest i arenaen.
Artiklen fortsætter under billedet...

Er du stadig stående, kan du slutte festen af på Avenue, der har Cartoons på programmet til en ægte 90’er-fest.
En dejlig, rolig søndag kan du så starte på Næstved Teater sammen med børn eller børnebørn. Her kører forestillingen ”Så blev farfar et spøgelse” kl. 11.
Sportens verden
I sportens verden spiller Næstveds andethold i Danmarksserien hjemme fredag kl. 19 mod Espergærde og samtidig spiller Herlufsholms sjællandsseriehold hjemme mod FC Nakskov. Næstved HGs fodboldkvinder spiller hjemme lørdag kl. 14 mod FC Thy/Thisted, mens klubbens herrer i 2. division søndag kl. 14 møder Brabrand ude.
Næstved Bordtennis spiller fredag aften ude mod Amager og søndag kl. 13 står den på topbrag hjemme mod Herlev. Her har man endda mulighed for at møde op kl. 11 og få et foredrag med den tidligere håndboldstjerne Lars Jørgensen fra Lov.