Du kunne starte weekenden med at besøge Grønnegades Kasernes Kulturcenter fredag aften. Her underholder Oliver Stanescu med komik, smalltalk og vilde fortællinger fra kl. 20. Eller du kan tage på Kongebryg og få et flashback til musik-fredagene på Axeltorv, da det lokale band Fire Halve går på scenen kl. 20.30.
Lørdag kan du tage i byen allerede ved 10-tiden, hvor der dels er Demokrati-dag rundt omkring i byen med forskellige aktiviteter, debatter og også noget for børn. Men du kan også tage en dialog-kaffe med Özlem Cekic på Næstved Bibliotek kl. 10.30.
Nogle få timer senere – kl. 13 – starter Skt. Jørgens Jazzklub en dag med 10 timers jazz med udgangspunkt i Gl. Ridehus i Grønnegade.
Artiklen fortsætter under billedet...

På Café Kyst i Karrebæksminde spiller trubaduren Torben Kaas fra kl. 18 og på Nordlængen i Bistrup går Hoopleheads på scenen kl. 20. Her får du blues med et funky twist.
Der er masser af musik i området lørdag aften, for på Da Vini er der Bossa og Tapas med jazzduoen Starup & Taanum kl. 20. En halv time senere går The Scoops på scenen med deres Grease-show på Kongebryg, og kl. 21 er der Vershuset, der åbner dørene for Nello & The Helping Hand Blues Show.
Artiklen fortsætter under billedet...

En rolig søndag kan du så passende tilbringe sammen med Peder Bodil Spejderne, der i år fylder 50 år og fejrer det med åbent hus på Ryttervej 20 mellem kl. 11 og 15.
Der er også mulighed for at få tilfredsstillet dit kulturgen på Rønnebæksholm, som hele weekenden kører med udstillingen Flash! af Esben Weile Kjær, Folk & Lore med diverse udstillere samt Havens Høst.
Artiklen fortsætter under billedet...

I sportens verden spiller Næstved Boldklubs 2. divisionshold for mænd fredag aften på udebane mod FC Helsingør, og i Sjællandsserien er der samme aften lokalopgør kl. 18.30 mellem Herlufsholm og Haslev FC.
Lørdag er der formiddagsopgør i Serie 2 kl. 11 mellem FC 77 og Karrebæk og et par timer senere spiller Næstved HGs kvinder hjemme i B-Ligaen mod B.93. Hvis du så er til gashåndtag og motorlarm kan du tage ud til Nisseringen i Nr. Tvede søndag og overvære årets DM-finale i motocross.