Ventetiden er snart ovre for gør-det-selv-folk, håndværkere og byggeentusiaster i Næstved. Fredag den 19. juni åbner Bauhaus officielt sit nye byggevarehus på Vestergårdsvej, hvor kunderne kan se frem til mere plads, et bredere sortiment og forbedrede rammer for både indkøb og logistik.
Åbningen markerer afslutningen på et omfattende byggeprojekt, som har haft til formål at skabe et mere tidssvarende varehus med bedre faciliteter for både private og professionelle kunder.
- Vi glæder os utrolig meget til at åbne i Næstved og byde både nye og eksisterende kunder velkommen. Det nye varehus er et vigtigt skridt i vores ambition om at være endnu tættere på vores kunder og tilbyde en endnu bedre kundeoplevelse, siger Bauhaus' administrerende direktør Mads Jørgensen i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet...
Dennis Wolthers viste for nylig nogle af byens erhvervsfolk rundt i det 11.000 kvadratmeter store varehus, som startede byggeprocessen for godt et år siden. Foto: John Ringstrøm
Det nye varehus skal styrke kædens position i Sydsjælland og samtidig gøre det lettere for kunderne at finde både materialer, værktøj og løsninger samlet under ét tag.
- Vi har haft for få kvadratmeter tidligere. Og så ville vi også gerne tættere på den kommende motorvej. Vi har været på udkig efter en ny lokation i 10 år, siger varehuschef Dennis Wolthers, der har store forventninger til den nye placering.
- Der er tænkt meget i logistik. Det er meget nemmere for kunder og leverandører at læsse af og på nu end før. Og så er vi glade for at være nabo til Stark. Vi har haft et godt samarbejde, og der vil være kunder, der kommer begge steder. Det vil give en god dynamik, siger Wolthers, der bliver chef for 85 ansatte mod 50 i det gamle varehus på Messebuen.
Stor dag for medarbejderne
Inden den officielle åbning får særligt inviterede gæster og samarbejdspartnere mulighed for at opleve de nye rammer ved et VIP-arrangement. Også medarbejderne og deres familier bliver en del af fejringen, når åbningen markeres internt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den gigantiske pylon med Bauhaus-logoet kan ses langvejs fra. Den er 20 meter høj og bogstaverne alene er 2,5 meter høje. Foto: John Ringstrøm
- Vi har et stærkt team klar i Næstved, som virkelig glæder sig til at tage imod kunderne. Der ligger et stort arbejde bag, og nu ser vi frem til at skabe en god oplevelse i hverdagen – både for kunderne og for hinanden i varehuset, siger han.
Borgmesteren klipper snoren
Selve åbningsdagen bliver skudt i gang tidligt. Allerede fra klokken 05.30 vil der være kaffe, morgenmad og aktiviteter på pladsen foran varehuset, mens de første kunder kan varme op til åbningen.
Klokken 07.00 åbnes dørene officielt, og blandt dagens gæster bliver Næstveds borgmester Kenneth Sørensen, som holder åbningstale og foretager den formelle indvielse.
Det nye varehus er på 11.000 kvadratmeter. Bauhaus er endnu et kapitel, der føjes til udviklingen af erhvervsområdet omkring Vestergårdsvej, hvor også Næstved Retail Park og Sunset Boulevard er poppet op de seneste år.
Varehuschef Dennis Wolthers har sammen med sine medarbejdere været med i indretningsprocessen af det nye varehus fra start. Foto: Bauhaus