Fotograf: Næstved Bordtennis | Opdateret

Det nye år startede med ventet sejr

Næstved Bordtennis tog som ventet en sikker sejr i årets første kamp i Bordtennisligaen, da holdet søndag havde besøg af Amager.

Efter en julepause var det igen tid for Næstveds bedste bordtennishold til at komme i ilden. Det gjaldt åbningen af grundspil 2 i Bordtennisligaen, hvor seks hold kæmper om fire eftertragtede semifinalepladser.

Sydsjællænderne var storfavoritter, men de fik pæn modstand af et oplagt Amager-hold. Spillemæssigt var det ikke en prangende dag for værterne, der generelt virkede en smule uoplagte i en kold hal, hvor tilskuertallet også var lavere end normalt.

Men Michal Obeslo, Tomas Koldas, Charlie Carlsson og Jacob Petersen håndterede omgivelser og pres fornuftigt.

Jacob Petersen blev besejret 0‑3 af svenske Matthias Sandholt, og det blev eneste nederlag til hjemmeholdet. Obeslo blev godt nok presset ud i en fem sæt af Olle Ståhl, men Næstved-spilleren sejrede 11‑9 i afgørende sæt.

Med en samlet sejr på 5-1 kan Næstved nu tage sig en ny pause, inden næste opgør på udebane 8. februar mod Hørning. Derefter gælder det Herlev på udebane 15. marts, inden de næste hjemmekampe, som først spilles 11. og 12. april mod henholdsvis B75 og Roskilde.

Jacob Petersen, Michal Obeslo, Tomas Koldas og Charlie Carlsson besejrede Amager 5-1. Foto: Næstved Bordtennis
Jacob Petersen, Michal Obeslo, Tomas Koldas og Charlie Carlsson besejrede Amager 5-1. Foto: Næstved Bordtennis

KAMPEN I TAL

Bordtennisligaen, grundspil 2

Næstved - Amager: 5-1