24. januar 2026 vil stå som en milepæl i flere af Team FOG Næstveds spillere og træners karriere. En pokaltitel vil være noget af det største for mange af dem, men først skal kampen mod Randers Cimbria lige vindes.
- Det er svært at forklare med ord, hvor meget det vil betyde at vinde en pokalfinale. Det vil jo betyde rigtig meget, ikke bare for holdet, men også for hele organisationen og Næstved som by. Det er dét her, vi spiller for, nemlig at vinde titler. Hvis vi vinder, vil det personligt for mig helt sikkert være det største i min trænerkarriere, siger Team FOG Næstveds træner David Pavlakovich til Basketligaen.dk.
Team FOG Næstved tager til Svendborg akkompagneret af en masse fans og sponsorer, der vil være med til at sætte stemningen i den sydfynske arena. Og holdet meldes også klar.
Samtidig er Næstved-mandskabet fyldt med selvtillid, da det for godt en uge siden blev til sejr på 105-104 efter overtid på udebane over Horsens IC.
Flere kampe i kampen
Randers kommer også med en sejr, som var noget mere komfortabel. Kronjyderne vandt 103-73 på udebane over Værløse Blue Hawks og kravlede op på tredjepladsen i Basketligaen.
Her ligger Team FOG Næstved på andenpladsen med to point mere end Randers, men jyderne har spillet en kamp mere. Førerholdet i ligaen er Bakken Bears, der har to point mere end Næstved.
I pokalfinalen vil der være flere interessante ”kampe i kampen”. Randers’ Adama Darboe fører ligaens assist-statistik med 129 assists mod Næstveds Rollie Worster, der har leveret 120.
Mest træfsikre topointskytte er Næstveds Vic Searls, der scorer på 76,9 procent af sine forsøg, mens Randers’ Josh Massey på andenpladsen omsætter 74,4 procent. Searls fører også straffe-statistikken med en sikkerhed på 88 procent, mens Randers’ Xander Rice og Isaiah Richards indtager henholdsvis anden- og tredjepladsen.
På trepointskuddene fører Næstveds Tyler Harris med 62, men her har Randers ingen i top-10. Så på den konto er sydsjællænderne klar favorit, da Harris’ holdkaptajn, David Jean-Baptiste, ovenikøbet er på femtepladsen.
Til gengæld fører Randers rebound-statistikken i skikkelse af Richards, som har leveret hele 194 rebounds. Det er 66 flere end Rollie Worster på andenpladsen.
Uanset hvad, er der lagt op til en tæt og intens pokalfinale, der nok skal blive fejret til den helt store guldmedalje, hvad enten det bliver i Næstved eller Randers.