Og videre, at der angiveligt skulle være “lidt højere til loftet” andre steder.
Den beskrivelse genkender jeg ganske enkelt ikke. Når jeg tirsdag træder ind i byrådssalen og sætter mig i min stol, gør jeg det som socialdemokrat - men også som Joakim.
Med mine holdninger. Mine værdier. Min faglighed. Min livserfaring. Og ikke mindst med det mandat og ansvar, der følger med at være valgt til Næstved Byråd.
Jeg har ikke fået udleveret et klippekort til talerstolen. Der står ikke nogen ved siden af mig og tæller, hvor mange gange jeg markerer mig. Ingen binder mine ord, mine tilkendegivelser eller mine kommentarer.
Og sådan skal det være.
For mig er politik ikke et spørgsmål om, hvem der taler mest eller højest. Det afgørende er, om man har noget på hjerte – og om man tør sige det, når det betyder noget.
Selvfølgelig er jeg en del af en politisk gruppe. Selvfølgelig diskuterer vi politik. Og selvfølgelig kan mennesker i den samme gruppe se forskelligt på tingene. Det ville næsten være mærkeligt andet.
Politisk fællesskab betyder ikke, at vi skal være kopier af hinanden. Jeg tror på dialogen. For øvrigt en dialog, som jeg meget efterlyser i Byrådet.
Jeg tror på, at vi bliver klogere af at lytte til hinanden. Og jeg tror på, at der skal være plads til både uenighed, spørgsmål og forskellige perspektiver – også blandt mennesker, der deler et politisk ståsted.
Men jeg tror også på fællesskabet.
At man efter en åben diskussion godt kan nå frem til en fælles beslutning og stemme sammen, er for mig ikke nødvendigvis et tegn på manglende frihed. Det kan lige så vel være udtryk for, at man har lyttet, diskuteret, flyttet sig og taget et fælles ansvar.
Jeg er valgt til Næstved Byråd for at gøre en forskel. For børn og unge. For vores velfærd. For kulturen og foreningslivet. For mangfoldigheden. For lokalsamfundene. Og for de borgere, der forventer, at vi både kan samarbejde og sige vores mening.
Derfor kommer jeg også til at række hånden op. Måske én gang. Måske fem. Måske flere. Det afhænger ikke af et tal eller en tilladelse. Det afhænger af, om jeg har noget at sige.
For når jeg tirsdag sætter mig i stolen i byrådssalen, tager jeg mit politiske fællesskab med mig.
Men stemmen? Den er min.
