Fotograf: Presse | Opdateret

DEBAT: Ingen skal leve med støj og trafikgener

Som nabo til Vordingborgvej på Odensevej, der mærker vi tydeligt den stigende trafik, den tunge lastbiltrafik og ikke mindst den voksende støj. Det går ud over livskvaliteten når man ikke kan nyde sin have eller få ro, efter en lang arbejdsdag. 

Desværre aflyste byrådet i 2017 en planlagt omfartsvej, som skulle aflaste Vordingborgvej – og siden er trafikken blot blevet værre.

Støj og trafik skader vores sundhed, det øger stressniveauet, forstyrrer søvnen og kan føre til alvorlige sygdomme. Vi har selv lydisoleret vores hjem med tykkere ruder, og efterisolering på loftet, men støjen i haven er ikke til at slippe for.

Mit forslag er enkelt: Opsæt støjhegn langs Vordingborgvej ved parcelhuskvartererne på Odensevej, Trekanten og langs de huse der ligger op mod Vordingborg. Det vil reducere støjen markant. Ligeledes er der andre indfaldsveje der også burde kigges på.

Jeg vil kæmpe for, at der bliver gennemført trafik-, hastigheds- og støjmålinger, som kan danne grundlag for politiske investeringer i støjdæmpning.

I mellemtiden kunne der tænkes i kortsigtede løsninger, såsom hastighedsnedsættelse, omlægning af tung trafik m.m.

Det handler om at skabe ro, tryghed og livskvalitet for os, der bor her i kommunen og op ad indfaldsvejene. Lad os få en politisk handling, ud over de få midler der er afsat til en undersøgelse af støjgenerne på indfaldsvejene i Næstved kommune i budget 2026.

Joakim Rex Blankschøn,
kandidat til Næstved Byråd, Socialdemokratiet