Miraklernes tid er ikke forbi – men hjælpen fra kommunen er tiltrængt.
Landsbyerne i Næstved Kommune spiller en vigtig rolle i ønsket om en harmonisk bosætningsstruktur med liv i både hovedbyen, centerbyerne, de mindre byer og de små landsbysamfund. Alligevel er landsbyerne i mange år blevet overset, når det gælder kommunens fokus på udvikling, service og tilflytning.
Et godt eksempel er Åsø ved Glumsø.
Efter mange år, hvor tilflytterne primært var pensionister eller enlige, er der nu vendt unge familier med børn tilbage. Det har skabt ny energi, sammenhold og vilje til at vedligeholde og forbedre byen. I dag rummer Åsø Vandværk 25 husstande med 34 voksne og 15 børn – men også tre tomme huse, som er svære at bringe i stand på grund af kommunens restriktive praksis omkring bevaringsværdige ejendomme.
Coronaårene og mulighederne for hjemmearbejde har åbnet øjnene for det gode familieliv på landet – og dermed styrket landsbyernes skattegrundlag. Samtidig er landsbyerne en billig løsning for kommunen: De kræver hverken fortove, gadebelysning eller grønne anlæg at vedligeholde.
Derfor vækker det undren, at Åsø Bygade – byens eneste adgangsvej – er blevet nedklassificeret til laveste kategori for vedligehold og vinterrydning. Det betyder, at renovation ikke altid kan afhentes, og at redningskørsel kan blive vanskelig.
I årevis har Åsøboerne desuden kæmpet for en cykelsti langs den smalle vej mellem Glumsø og Tyvelse – uden held. Nu anlægges cykelstier i Glumsøområdet, men kun i de nye boligområder.
Der sker små mirakler i landsbyerne – men de kunne blive både større og flere, hvis kommunen aktivt støttede de lokale kræfter, der allerede arbejder for udvikling og bosætning.
Når landsbyernes basale tilgængelighed sikres – både for børn, ældre og redningskøretøjer – styrkes hele kommunens udvikling.
På vegne af Glumsø og Omegns Lokalråd
Visti S. Christoffersen Formand, Thor Temte Næstformand, Torben Bo Hansen
