Fotograf: Privat | Opdateret

DEBAT: Det blå flertal sender naturen på skafottet

I Næstved kan »mindre kontrol« betyde, at kommunen opdager færre problemer og reagerer senere på ulovlige forhold. Det blå flertal stiller naturen på skafottet, men fortæller ikke borgerne, hvad der skal ofres.

I budgetforliget står der, at kommunen vil spare ved "mindre kontrol, lempet tolkning og mindre aktiv opsøgning af sager". Sammen med mindre naturvedligeholdelse skal det give 2,6 mio. kr. årligt fra 2028. Hvilke sager vil kommunen fremover lade ligge? Hvad skal tolkes mere lempeligt? Det svarer forliget ikke på.

Flertallet nedlægger også bæredygtighedspuljen, skærer i naturudvikling og naturpleje og fjerner den interne bæredygtighedskonsulentfunktion i Ressource City, samt laver nedskæringer på Naturrådet, det er de grønne besparelser på knap 7 mio. kr. i 2028 og godt 8 mio. kr. i 2030. Med andre ord sætter flertallet meget af det arbejde, som gennem mange år er bygget op for at give vores børn en bedre verden, på pause.

Mens staten og regeringen arbejder for mere natur og grøn omstilling, sætter det blå flertal i Næstved bakgearet i. Nationale mål kræver lokale medarbejdere med tid og faglighed. Mindre kontrol kan betyde, at problemer først opdages, når de er blevet større og dyrere at løse.

Jeg ved, at kommunens økonomi kræver svære valg. Men natur og rent miljø er også velfærd. Det er en del af den hverdag, vi giver vores børn. Vi skal ikke efterlade dem regningen for de problemer, vi selv kunne have forebygget.

Forligspartierne skylder nu borgerne konkrete svar: Hvilken kontrol bliver droppet? Hvilke sager vil kommunen ikke længere opsøge? Og hvad betyder »lempet tolkning« for naturen og miljøet?

Af Mikkel Lerrin Shannong, 
SF, byrådsmedlem

Mikkel Lerrin Schannong