Filip Refslund fra Københavns Triatlon Klub fra 1986 var hurtigst af alle og kom først i mål på Stejlepladsen, da Karrebæksminde lørdag var omdannet til sports- og folkefest med det årlige triatlonstævne.
Det var det 10. af slagsen siden 2015, og Refslund svømmede de 950 meter på 14 minutter og 44 sekunder, cyklede 50 km-ruten på én time, syv minutter og 57 sekunder og sluttede af med at løbe de 10,5 kilometer rundt på Enø i tiden 37 minutter og 20 sekunder.
Samlet var den københavnske vinder altså kun 2.03,15 timer om at klare strabadserne og det var ét minut og 46 sekunder hurtigere end nummer to, som blev Næstveds tidligere OL-guldvinder i roning, Morten Jørgensen, som i dag stiller op for Hareskovens Triathlonklub.
Bedste kvinde blev Holbæk Tri’s Joeanna Nielsen, der i alt brugte to timer, 20 minutter og 54 sekunder på distancen. Hun var 17,23 minutter om at svømme, 1,18.02 timer på cyklen og 41,54 minutter løbende.
Artiklen fortsætter under billedet...

- Det gik forrygende, som det plejer. Ingen af deltagerne opdagede det kaos, der var hos Christian (Bang, medejer, red,) og mig, siger en grinende Peter Harsdal, medejer og arrangør af Karrebæksminde Triatlon.
Der var heller ikke meget synligt at brokke sig over. Solen stod højt på himlen, trafikken forløb efter planen og tilskuerne havde en fest.
- Der var ingen alvorlige ulykker eller tilfælde. Og der var en fuldstændig fantastisk opbakning. Især ved krydset før broen havde folk den store fest. Og ude på Reedtzholmvej, hvor mange af beboerne laver en fest og støtter løberne med vand på den lige og varme strækning. Mange af deltagerne elsker det, fortæller en meget tilfreds Harsdal, som til gengæld også glæder sig til at kunne slappe lidt af.
Artiklen fortsætter under billedet...

Søndagen stod nemlig på oprydning samtidig med, at en masse sydsjællænderne havde fundet vej til stranden i det gode sommervejr.
- Alle vil på stranden i det vejr her, så vi kæmper lidt om pladsen her på Stejlepladsen, hvor vi skal ud med vores store biler med udstyr. Vi har lige fire-fem timers arbejde endnu, og så skal vi hjem i seng, siger Peter Harsdal med et smil.
Cirka 1000 var meldt til stævnet, men ifølge arrangørerne er der altid nogle, der ikke dukker op.