Karina Lykkegaard og Rasmus Ljungberg var forlovede, da de lørdag kl. 13.57 satte sig i regionaltoget mod Sydsjælland på Københavns Hovedbanegård, og da de trådte ud af toget på banegården i Næstved en time og syv minutter senere, var de gift.
Undervejs på strækningen var de blevet viet af Venstres byrådsmedlem i Næstved, Pernille Sten, foran 31 af parrets venner og familie samt øvrige formentlig måbende togrejsende.
- Vi vidste ikke rigtig, hvordan og hvorledes. Rasmus er asetroende (troen på nordiske guder, red.), mens jeg er kristen. Så jeg kunne ikke slæbe ham med i kirken. Men hvad er tid og rum, og vi ville gerne hylde hverdagen. Vores bryllupstema er hverdagen og hvad er mere hverdag end busser og tog, siger Karina Lykkegaard.
Artiklen fortsætter under billedet...
Karina Lykkegaard og Rasmus Ljungberg omgivet af venner, familie og pressefolk på perron 3. Foto. John Ringstrøm
Parret bor i Glumsø og rejser tit med offentlige transportmidler.
- Ingen af os har kørekort, så vi ville også gerne slå et slag for alle, der ikke har kørekort, siger Lykkegaard, der til daglig er SOSU-hjælper.
De to nygifte har begge været gift før, er begge 50 år, og har fået de børn, de skal, ifølge Karina Lykkegaard.
- Man bliver jo klogere på livet. Det vigtigste er at have det godt i hverdagen, og det har vi i Glumsø. Men det kan da godt være, vi flytter til Næstved på et tidspunkt, siger Karina Lykkegaard, som sammen med sin – nu - mand og gæster holdt bryllupsfesten i et selskabslokale stik overfor Næstved Station.
- Festen skulle også være helt low-key med tarteletter, højt belagt smørrebrød og meget hverdagsagtigt, konstaterer hun med et stort brudesmil.
Toget var næsten nået indenfor kommunegrænsen og nær parrets bopæl i Glumsø, da Pernille Sten smedede de to sammen på førstesalen af regionaltogets dobbeltdækker på første klasse. En bedrift, som aldrig tidligere er set lignende i Danmark.
Artiklen fortsætter under billedet...
Pernille Sten er den første giftefoged i Danmark, som har viet et brudepar i et regionaltog. Foto: John Ringstrøm
- Det var fantastisk. Og altid fantastisk at få lov at være med på folks rejse udi kærligheden. Men det her var bare endnu sjovere, fordi det var så utraditionelt og passer perfekt til lige præcis det her brudepar, siger giftefoged Pernille Sten, der som nyvalgt byrådsmedlem ved valget i november ikke har nået at vie så mange endnu.
- Meget af ceremonien har været helt omvendt af, hvad det plejer. De havde også fået tatoveret deres vielsesringe på, så de havde en hæklet ring på, som de så tog af. De fik også et stykke af Katrine Lillelund læst op og togkonduktøren ønskede dem tillykke over højttalerne. Det var meget sødt. Det har været en fin oplevelse, konstaterer Pernille Sten.
Kærligheden var på tur fra København til Næstved lørdag eftermiddag. Foto: John Ringstrøm