Der venter et vaskeægte naboopgør, når Danmark og Sverige tørner sammen i en testkamp torsdag 20. november kl. 20 i Arena Næstved.
Kampen er den sidste på dansk grund for det danske kvindelandshold, inden det lidt senere på måneden gælder VM, som spilles i Tyskland og Holland.
- Vi glæder os til at byde svenskerne velkommen til Danmark og Arena Næstved, hvor vi forhåbentlig får en flok begejstrede danske fans i ryggen. En kamp mod Sverige lige inden et VM er en perfekt mulighed for alle på Sydsjælland for at opleve håndbold i verdensklasse. Vi er enormt glade for, at Arena Næstved vil lægge gulv til denne kamp, siger administrerende direktør i Dansk Håndbold, Heino Knudsen.
Danmark har tidligere spillet tre kampe i Arena Næstved. I 2016 tabte man snævert til Rusland, mens det i 2022 og 2023 blev til komfortable sejre over henholdsvis Færøerne og Brasilien.
Senest Danmark og Sverige tørnede sammen i en landskamp på kvindesiden, var i bronzekampen ved OL sidste år. Dengang vandt Danmark 30-25.
- Vi hepper på sejr i Arena Næstved, og vi glæder os til at skabe en kæmpe håndboldfest omkring kampen med en åben fanzone fra klokken 16 og en kæmpe fest i hele huset, siger arenaens direktør Jakob Brixvold.
Håndboldkvinderne møder Sverige igen 22. november i Halmstad, inden holdet 25. november rejser til VM.
Billetsalget til kampen mellem Danmark og Sverige starter 9. september. Du kan dog med fordel melde dig ind i Landsholdsklubben for at få fat i billetter tidligere.

Her kan du se, hvornår medlemmer af Landsholdsklubben får adgang til billetsalget:
• 2. september kl. 10: Guld- og sølvmedlemmer kan trække billetter
• 5. september kl. 10: Bronzemedlemmer kan købe billetter
• 8. september kl. 10: Basismedlemmer kan købe billetter
• 9. september kl. 10: Det offentlige billetsalg starter