Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Danske mestre er lidt underdrejede fra start

Næstved Bordtennis skal ud og forsvare titlen som danske mestre i denne sæson, men lægger lidt blødt ud mod to oprykkere.

Der er premiere i Bordtennisligaen i denne weekend og Næstveds danske mestre lægger ud mod de to oprykkere, Hvidovre lørdag og Vestegnen søndag. Begge kampe er på hjemmebane i Toksværd, men sydsjællænderne har endnu ikke helt styr på holdet.

- Vi har lidt skader og afbud til weekenden. Lige nu er vi tre spillere, men vi skal nok finde en løsning, siger sportschef Jeppe Spottog, der generelt melder alle klar og motiverede til en ny sæson.

I denne weekend må han undvære tvillingerne, Simon og Jacob Petersen, der er på træningslejr i Japan, og også veteranen Lars Hauth er ukampdygtig, da han forstuvede sin venstre hånd ved en træning torsdag aften.

- Vi satser også på andetholdet i år. Det skal op i 1. division, og jeg skal selv spille med på holdet. Men til førsteholdet har vi lige nu den nye belgier Yannik Vostes, Tomas Koldas og David Bjørkryd, og så må vi finde en fjerdemand, siger Spottog, der først kan bruge sin nye kineser Pang Bo efter jul.

Svenske Anders Eriksson er skiftet til Roskilde, som for nylig spillede Champions League i Beograd mod Tomas Koldas, der også spiller for en italiensk klub.

- Vi har valgt ikke at spille Champions League, for det koster mange penge. Men det var fedt, at Tomas spillede og slog Roskildes Tobias Rasmussen, siger Jeppe Spottog.

Næstved går efter guldet igen, men det kan godt blive svært, erkender sportschefen.

- Herlev får et godt hold og regner med at kunne bruge Anders Lind, når den tyske liga er færdig. Så kan måske spille slutspillet for dem. Grundspil er ikke så vigtigt for os, men vi skal nok være der, når slutspillet starter, påpeger Jeppe Spottog, der i denne sæson vil give masser af spilletid til de unge talenter.

Næstved Bordtennis er klar til titelforsvaret. Foto: Næstved Bordtennis
Næstved Bordtennis er klar til titelforsvaret. Foto: Næstved Bordtennis