Små 500 tilskuere havde søndag fundet vej til stadion i Næstved for at se de lokale 1. divisionskvinder for første gang nogensinde få besøg af FC Københavns nye og storsatsende kvindehold.
Men de københavnske løvinder løb ind i en flok glubske grønne spillere, der kom stormende ud fra start.
Efter otte minutter havde ”angrebs-vikaren”, Kristine Neumann, nettet to gange og bragt hjemmeholdet foran 2-0.
Gæsterne fik dog rystet chokstarten af sig og nåede både at reducere og udligne inden pausen, og da ingen af holdene fandt vej til nettet i 2. halvleg, endte opgøret 2-2.
- Vi er klar i 1. halvleg og spiller med højt tempo. Vores omstillinger lykkedes rigtig flot og det gør, at vi forholdsvis hurtigt kommer foran 2-0, sagde træner Arne Ringsing til AJ Sportsmedie efter kampen.
Hans datter og spillende cheftræner Louise Ringsing var også glad for den gode start, som dog ikke helt kunne fortsættes.
- Vi slider lidt mere med det i 2. halvleg, men kan vi holde det niveau, som vi gør de første 20 minutter, bliver vi rigtig farlige, sagde hun.
8. juni får sydsjællænderne mulighed for at tage alle tre point, når de spiller returopgør mod FC København. Og som det første kvindehold nogensinde skal de endda spille kampen i Parken.
Næstved HG er nummer tre i slutspillet med fem point efter fire kampe. Holdet har fire point ned til Aalborg Freja, som lige nu indtager den enlige nedrykningsplads.

KAMPEN I TAL
1. division, slutspil, kvinder
Næstved HG - FC København: 2-2 (2-2)
1-0: Kristine Neumann (4)
2-0: Kristine Neumann (7)
2-1: Maria Hovmark (25)
2-2: Emma Brandt (34)