På hjørnet af Kindhestegade og Dania ligger byens eneste fotoforretning, og det har den gjort siden 1984. Den har ikke været byens eneste altid, men det er den blevet, og nu har Holm Foto også indrettet sig efter den nye virkelighed.
- Vi har været i Click-kæden siden 2004, men er trådt ud her 1. marts. Vi er et andet sted nu og lægger vores fokus på noget andet, lyder det fra René Kongsgaard.
Han trådte ind som medejer for fire år siden og ejer nu forretningen sammen med Lars Lindeholm, der købte den af Jannik Hansen tilbage i 2008. Helt tilbage i 1984 blev butikken etableret af slagelseaneren Henrik Holm i lokalerne, der før havde huset Hatte Henriksen og chokoladebutik.
- Der har også været Joes Blomster her i lokalerne, men væggene blev revet ned, så nu er vi én butik, hvor der tidligere har været flere, fortæller Lars Lindeholm.
Han og Kongsgaard er stolte af den anerkendelse, de har fået af cityforeningens medlemmer. Vandrepokalen gives til et medlem, der ”er synlig og aktiv i bylivet, hjælpsom og altid klar til at bidrage, positiv, glad og imødekommende, deltager engageret i arrangementer, er med til at skabe liv og en god ambassadør for byen”.
- Det er et kæmpe skulderklap. Vi har taget et aktivt valg om, at vi ville være positive overfor Næstved City og bidrage, hvor vi kan. Og da vi også var enige om at ændre på vores planer med forretningen, er det stort for os at modtage pokalen, siger René Kongsgaard, der også ”hopper til”, når cityforeningen skal bruge fotograf til diverse arrangementer.
En væsentlig ting, Holm Foto har ændret på det seneste, er udvalget på hylderne.
- Vi har ikke længere noget hardware. Det vil sige, at du hverken kan købe kameraer og objektiver eller den slags hos mere. Nu fokuserer vi på de ”bløde” værdier og giver høj service, konstaterer René Kongsgaard.
Et kig rundt på hylderne viser et bredt udvalg af billedrammer og fotoprint. Og i kælderen tages der stadig blandt andet pas- og kørekortfoto samt indramning af kundernes billeder. Faktisk kan Holm Foto ”det hele” i billedverdenen – både i den statiske og levende.
René Kongsgaard og Lars Lindeholm med cityforeningens store vandrepokal. Foto: John Ringstrøm
