Udviklingsselskabet bag Rådmandshaven har indgået aftale med Bühlmann Hotels om driften af det nye byhotel, der opføres som en integreret del af et større byudviklingsprojekt midt i Næstved. Hotellet bliver en af de bærende funktioner i området, hvor et tidligere parkeringsareal omdannes til et levende bykvarter med bypark, boliger og offentligt tilgængelige byrum.
Hotellet får 118 værelser samt møde- og konferencefaciliteter, fitness, spa, café, restaurant og en offentlig rooftop. Placeringen bliver tæt på bymidten med direkte nærhed til Herlufsholmskoven og Susåen, hvilket ifølge parterne giver hotellet en særlig position mellem by, natur og rekreative områder.
– Når vi går ind i en by, er det vigtigt for os, at hotellet bliver en del af byens liv – ikke bare et sted, man sover. I Næstved ser vi en mulighed for at skabe et åbent og inkluderende byhotel, hvor restaurant, rooftop, møder og events bidrager til et levende bykvarter, siger Anemette Bühlmann, bestyrelsesformand og ejer af Bühlmann Hotels.
Artiklen fortsætter under billedet...
Hun peger på, at kæden gennem flere år har arbejdet med hoteller som aktive byfunktioner, der skal være tilgængelige for både lokale og besøgende.
– Vores erfaring viser, at når hoteller udvikles i tæt samspil med byen, kan de være med til at øge byens samlede tiltrækningskraft. Det er den rolle, vi ønsker at spille i Næstved, siger hun.
Hotellet planlægges drevet efter en standard, der lever op til kravene for en firestjernet klassificering. Samtidig er bæredygtighed et centralt element i projektet. Byggeriet forventes certificeret efter DGNB Guld-standarden, og driften vil ske med udgangspunkt i Bühlmann Hotels’ eksisterende Green Key-certificering. Kædens restauranter arbejder desuden med Det Økologiske Spisemærke i bronze.
Hos udviklingsselskabet bag projektet ser man samarbejdet som et afgørende skridt i realiseringen af Rådmandshaven.
– Vi er meget glade for at kunne offentliggøre samarbejdet med Bühlmann Hotels som operatør af hotellet i Rådmandshaven. Bühlmann har stor erfaring med at drive hoteller i høj kvalitet og en stærk forståelse for gæsteoplevelser, bæredygtighed og lokal forankring, siger Nicolai Hartmann, CEO for Udviklingsselskabet Rådmandshaven.
– Det gør dem til en ideel partner i arbejdet med at skabe et nyt samlingspunkt for både borgere, erhvervsliv og besøgende, siger han.
Hotellet forventes at åbne senest i juli 2028 samtidig med færdiggørelsen af byparken og de øvrige dele af Rådmandshaven-projektet. Samlet investeres der over 650 millioner kroner i udviklingen af området, som ifølge udviklingsselskabet skal bidrage til at styrke Næstveds identitet, tiltrækningskraft og økonomiske udvikling på lang sigt.
HVEM ER BÜHLMANN HOTELS
Bühlmann Hotels er en dansk hotelgruppe med oprindelse i en familievirksomhed, grundlagt omkring drift af herregårdshotellet Scheelsminde. Gruppen har udviklet sig over flere generationer og ejer/driver i dag flere hoteller spredt i Danmark.
Etablering og tidlig historie
- Koncernen Bühlmann Hotels blev formelt etableret i 2007, da Anemette og Danni Bühlmann overtog herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg.
- Familien Bühlmanns engagement i hotel- og restaurationsdrift går dog tilbage til 1960, hvor Hugo Jensen og hans schweiziske hustru Aloisia Bühlmann kom til Nordjylland for at drive spisestedet Motel Aalborg på Scheelsminde.
- I 1979 videreførte deres søn Peter Jensen og hustruen Mona driften, hvilket lagde grundlaget for Scheelsminde som herregårdshotel.
Ejerskab og ledelse
- Gruppen driver fortsat aktiviteter som familievirksomhed, med Anemette Bühlmann og hendes ægtefælle Danni Bühlmann i ledende roller.
- Ejerskabet bygger på fortsat familiær involvering og kontrol gennem generationer.
Antal hoteller
- Hotelgruppen omfatter otte hoteller fordelt i Jylland, herunder Scheelsminde (Aalborg), Aalborg Airport Hotel, Villa Provence (Aarhus), Peak 12 Hotel (Viborg), Billund Airport Hotel, Hotel Royal (Aarhus), Herman K (København) samt Pier 5 Hotel (Aalborg).
- Derudover kommer The Station i Odense i 2027.
Udvikling og strategi
- Efter etableringen i 2007 har gruppen udvidet sin portefølje ved at overtage eller oprette nye hotelvirksomheder i Danmark.
- Strategisk har gruppen sigtet mod vækst med en ambition om landsdækkende tilstedeværelse, herunder udvidelse uden for Jylland.
Kilde: Buhlmann.dk
