Fotograf: Næstved Golfklub | Opdateret

Bring fik en sjetteplads og en god skilling

Næstved Golfklubs Christoffer Bring opnåede en sjetteplads i Bogense, hvor en afdeling af HotelPlanner Tour, Europas næsthøjeste professionelle niveau, blev spillet.

En heftig regnweekend er normalt ikke just golf-ideelt, men trods vejrgudernes modvilje fandt Danish Golf Challenge sted i Bogense Golfklub.

Her stillede Næstveds tidligere DP World Tour-spiller, Christoffer Bring, op, og han havde i sinde at blande sig i toppen i turneringen.

På et tidspunkt på finaledagen søndag var den 26-årige sydsjællænder oppe på andenpladsen, men da dagen var omme, endte han på en delt sjetteplads i samlet 13 slag under par.

Det indbragte ham en præmiesum på 9300 euro, hvilket svarer til ca. små 70.000 danske kroner. Det er hans bedste resultat siden sommer 2024.

Vinderen i Bogense blev Jonathan Gøth-Rasmussen, der er den første dansker til at vinde på HotelPlanner Tour’en i år. Gøth-Rasmussen endte samlet 19 slag under par, hvilket var et bedre end skotske Calum Fyfe.

På højeste europæiske niveau var to Næstved-spillere med i finaleweekenden på DP World Tour-afdelingen Soudal Open i Belgien. Her endte Jakob Skov-Olesen på en 41.-plads i samlet to slag under par, mens klubkammerat Alexander Frances gjorde det et slag dårligere og blev nummer 49.

Vinderen efter omspil blev norske Kristoffer Reitan.

I den hjemlige Danmarksturnering var der mestermøde i sæsonpremieren. Næstved og Smørum mødtes i sidste års DM-finale, hvor Smørum løb med guldet, men ved indendørs-revanchen i vinter vandt Næstved.

I første runde af elitedivisionen tog Næstved en ny sejr. Uden de stærke professionelle spillere var det op til Markus Wellemberg, Mikkel Jensen, Malthe Rasmussen, Christian Vinther Hansen, Frederik Birkelund og Matti Røhmer Olsen at hive sejren hjem og det gjorde de med 10-8 på hjemmebane.

Anden kamp søndag var sydsjællænderne så på Fyn for at møde Great Northern og her gik det knap så godt. Næstved tabte 5-13.