Efter en succesfuld prøvetræning i sommer blev det til en aftale med Næstved Boldklub for 21-årige Benjamin ”Luka” Kold.
Det tidligere Brøndby-talent har ovenikøbet gjort det så godt i efterårets kampe, at den lokale 2. divisionsklub nu har valgt at forlænge kontrakten med midtbanespilleren.
- Vi er i gang med at skabe et stærkt miljø for unge, ambitiøse spillere. Benjamin har vist sig som en ærgerrig og boldfast midtbanespiller med flere målinvolveringer. Han kan blive en markant profil for os i de kommende sæsoner, lyder skudsmålet fra Næstveds sportslige ansvarlige, Peter Dinesen, til klubbens facebookprofil.
Inden Benjamin Kold kom til Næstved i sommer, tørnede han ud for Hvidovres andethold, og inden han kom dertil, var han i Brøndby, hvor han som ungdomsspiller blandt andre havde Næstveds nuværende cheftræner Sune Lærkedahl Jensen som træner.
- Jeg forlænger med Næstved, fordi det er det rette sted for min udvikling. Jeg bliver udfordret, skubbet i den rigtige retning og mærker stor tillid fra trænerteamet – især Sune. Jeg glæder mig til at fortsætte rejsen og kæmpe for klubben og fansene, siger Benjamin Kold.
Hos sydsjællænderne har den defensive midtbanespiller taget turen fra ungdomsrækkerne til seniorfodbold med stor succes. Han står noteret for 15 kampe og to mål i den grønne trøje.
Næstved overvintrer på andenpladsen i 2. division og møder Fremad Amager på udebane 6. marts i forårets første turneringskamp.