Sportsgrene med bold involveret er egentlig ret simple – den, der scorer mere end modstanderen, vinder.
Og så siger man godt nok, at godt forsvar kan vinde kampe. Det er langt hen ad vejen rigtigt, men det kræver stadig, at man putter boldene ind i den anden ende. I basketball’s tilfælde i kurven.
Den disciplin havde Team FOG Næstved glemt i mandagens anden DM-finale mod Bakken Bears, hvor hjemmeholdet i Arena Næstved nærmest var uvenner med kurven i store dele af kampen.
Især på straffekast var sydsjællændernes procenter lave. Ikke mindst hos Samuel Tabe, der kun kunne score på ét ud af 10 forsøg. Og heller ikke trepointforsøgene var noget at råbe hurra for. Cole Bajema, David Jean-Baptiste og Sean Trumper blev således samlet noteret for 13 forsøg fra distancen uden at kunne score.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det startede ellers fint, da Vic Searls (35) vandt tip-off og Team FOG Næstved vandt første periode. Foto: John Ringstrøm
Omvendt var Bakken Bears dygtige i den disciplin. Efter en ellers meget lige og fuldstændig fortættet, intens affære i første periode, der gav løfter om en ligeså vanvittig spændende finale som den første, skruede ”bjørnene” bissen på. Klejne Oscar Jørgensen var en ”stor” spiller fra trepointland, hvor han alene i anden periode sænkede tre lange forsøg, og også Tymu Chenery var ond ved værterne med flere gode scoringer.
Det betød, at aarhusianerne satte sig totalt på opgøret og kunne gå til pause foran med 20 point
På et tidspunkt i tredje periode, hvor værterne ”kun” var bagud 17 point og havde en lille snert af håb, slog gæsterne igen til fra trepointland. Og pludselig var Bakken foran 77-55.
Selv om det kan gå stærkt i basketball og hurtigt vende, havde hjemmeholdet set skriften på væggen. De mangedobbelte, danske mestre fra Aarhus var for stærke denne aften og sejrede med 10 point. Gæsterne fik dog en forskrækkelse, da deres stærke, danske landsholdsspiller, Sylvester Berg, måtte forlade banen i tredje periode med det, der ligner en slem knæskade.
Artiklen fortsætter under billedet...
En uhyre skarpt spillede Oscar Jørgensen scorede på fem ud af seks trepointforsøg. Her forsøger han sig på straffe. Foto: John Ringstrøm
- Vi når vist at brænde 17-18 straffekast i dag (16 ifølge statistikken, red.). Men jeg synes faktisk, vi gør mange rigtige ting i dag. Det er klart, når vi brænder så mange straffe i en DM-finale, er det rigtig, rigtig svært at vinde, siger Team FOG Næstveds sportschef, Thomas Foldbjerg, der naturligvis havde håbet på et andet udfald – specielt efter en ellers koncentreret og tæt første periode.
- Vi brænder lidt for meget og det sætter dem i gang den anden vej. Sådan er det mod Bakken, der også gerne vil spille stærkt. Men når vi ikke kan ramme tre’erne og straffe, og så ”kun” taber med 10 point, er der klart stadig tro på det, pointerer Foldbjerg.
Da Team FOG Næstved vandt den første finale i Aarhus 93-92 efter overtid, må finaleserien derfor nu ud i minimum fire kampe.
Næste kapitel skrives torsdag aften, hvor det tredje opgør mellem de to hold finder sted i den gamle hal i Vejlby-Risskov.
Vic Searls forsøger at stoppe Bakkens tidligere Næstved-spiller Ian Dubose. Foto: John Ringstrøm
KAMPEN I TAL
Basketligaen, 2. DM-finale
Team FOG Næstved – Bakken Bears: 81-91
Periodecifre:
22-21, 15-36, 18-20, 26-14
Point for Næstved:
Tyler Harris 19, Vic Searls 13, Samuel Tabe 11, Rollie Worster 10, Ikenna Okeke 9, David Jean-Baptiste 8, Cole Bajema 6, Sean Trumper 5.
Topscorere for Bakken:
Tymu Chenery 20, Oscar Jørgensen 17.
Rebounds:
41-38
Trepointscoringer i procent:
Team FOG Næstved – 20 (5 ud af 25)
Bakken Bears – 44 (13 ud af 29)
Straffescoringer i procent:
Team FOG Næstved – 52 (18 ud af 34)
Bakken Bears – 66 (14 ud af 21)