To amerikanere skal stå i spidsen for Team FOG Næstveds sølvvindere i den kommende sæson.
For nylig kunne klubben præsentere Danny Peters som ny cheftræner og nu er der også sat navn på assistenttræneren. Han hedder Brendan Jones og kommer til efter at have været assistenttræner ved George Fox University.
Hos Team FOG får Brendan Jones et særligt ansvar for det fysiske program og den individuelle udvikling af spillerne.
- Vi lever af at rekruttere en masse talent, som vi skal udvikle og løfte på meget kort tid. Det er ikke et program, hvor resultaterne først skal komme efter flere år – de skal helst komme fra dag ét. Brendan får en vigtig rolle som sparringspartner for Danny Peters. Individuel træning, flere trænere på gulvet og vejledning i styrketræningen skal være med til at løfte vores spilleres potentiale, lyder det fra Team FOG Næstveds direktør, Andreas Larsen.
Det bliver første gang, Brendan Jones skal træne uden for USA. Hos George FOX var han i aktion på tredje divisionsniveau i NCAA (National Collegiate Athletic Association).
- Jeg glæder mig utrolig meget til opgaven, og jeg har fået et virkelig godt indtryk af Team FOG. Muligheden for at arbejde i Europa er noget, jeg ser meget frem til, siger Brendan Jones til klubbens Facebook-profil.
Team FOG Næstved spiller sæsonens første kamp i Basketligaen fredag 18. september ude mod BK Vejen. Første hjemmekamp bliver torsdag 24. september hjemme mod Holbæk-Stenhus.
Brendan Jones. Foto: Privat
