Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Anden sejr i sommerens anden testkamp

Godt begyndt er halvt fuldendt, siges det, og er der en vis portion sandhed i det, tegner det godt for Næstved Boldklubs ”nye” 2. divisionshold.

Med to sejre i to træningskampe har Sune Lærkedahl Jensen fået en fin start som Næstveds nye cheftræner.

I lørdags vandt sydsjællænderne 2-0 over Nykøbing FC’s nedrykkere fra 2. division og torsdag blev den fulgt op af en 1-0-sejr over oprykkerne til 3. division, Hørsholm-Usserød, som ellers ydede brav og hård modstand på en meget varm sommeraften.

- De kom med god intensitet og ville gerne vinde, så det var fint. Sådan er det at være ”storebror”, som de gerne vil slå, siger Næstved-træneren.

Artiklen fortsætter under billedet...

Aksel Halsgaard (th) forsøger at forhindre et Hørsholm-indlæg, mens målmand Jonas El-Beltagi er klar til at gribe ind. Foto: John Ringstrøm
Aksel Halsgaard (th) forsøger at forhindre et Hørsholm-indlæg, mens målmand Jonas El-Beltagi er klar til at gribe ind. Foto: John Ringstrøm

Efter et lille kvarter burde Mark Kongstedt have bragt Næstved foran, men han ramte stolpen på en stor chance. I stedet var det Mathias Kisum, som gjorde det, han er bedst til, da han sparkede et frispark direkte over muren og i mål cirka midt i 1. halvleg.

Gæsterne kunne snildt have udlignet før pausen, men et hovedstød fra fri position blev headet over Jonas El-Beltagi’s Næstved-mål.

To prøvespillere i aktion

Hjemmeholdet stillede igen med masser af de nye spillere og også to prøvespillere i skikkelse af forsvarsspiller Daniel Amtrup, der sidst har været i OB, samt den tidligere Nykøbing FC-midtbane, Benjamin Kold.

Især Amtrup efterlod et stærkt indtryk, men om han bliver i klubben, vides endnu ikke.

- De arbejdede godt og havde nogle gode aktioner, så det så fint ud. Men nu skal vi snakke sammen i den sportslige sektor, og så må vi se, siger Sune Jensen, der også så gode præstationer fra højrebacken Jonathan ”Migu” Krath, midterforsvarer Aksel Halsgaard i de første 45 minutter.

Efter pausen var de to hold pænt lige men med et Næstved-hold mest på bolden. Den største chance tilfaldt dog Hørsholm ganske kort før tid, hvor der blev sparket forbi Næstveds mål, hvor den indskiftede keeper Benjamin Høier stod i 2. halvleg.

- Vi fik igen set en masse spillere i aktion og vi fik igen øvet os på nogle af de ting og det udtryk, vi gerne vil have. Vi er kommet et skridt nærmere, men der er stadig et stykke. Det er helt naturligt. Vi er i pre-season og det er nogle nye ting i forhold til, hvad de gjorde sidste sæson, konstaterer Næstveds cheftræner, som sender sine tropper i aktion igen tirsdag 22. juli ude mod Holbæk.

Masser af mennesker havde fundet vej til bane 6 i Næstved denne lumre juliaften. Foto: John Ringstrøm
Masser af mennesker havde fundet vej til bane 6 i Næstved denne lumre juliaften. Foto: John Ringstrøm

Kampfakta

Træningskamp

Næstved – Hørsholm-Usserød: 1-0 (1-0)

1-0: Mathias Kisum (14)

Næstveds hold:

Jonas El-Beltagi – Jonathan ”Migu” Krath, Daniel Amtrup, Aksel Halsgaard, Mathias Høst – Mark Kongstedt, Magnus Häuser, Benjamin Kold – Frederik Christensen, Bertram Kvist, Mathias Kisum.

Indskiftninger i pausen og 2. halvleg:

Benjamin Høier, August Lærkebjerg, Mathias Jørgensen, Mads Wissing, Lulian Jakupi, Mikkel Melgaard og Tinus Olesen.