I ensom majestæt kørte ”greven” fra Næstved, Alberte Greve, først over målstregen i landevejsløbet på sidstedagen af DM-ugen i Aalborg.
Det kan godt kaldes en sensation, at teenageren fra Sydsjælland snuppede guldet og nu skal iføres dannebrogstrøjen ved løb det næste års tid i både ud- og indland for sit hold Uno-X.
Alberte Greve var nemlig ikke favorit, selv om hun er et uomtvisteligt stort talent. I feltet var flere store navne som Amalie Dideriksen og Emma Norsgaard, men dem og alle andre forlod hun mod slutningen på den 124 kilometer lange, vindblæste rute.
Efter nogle spredte forsøg i starten af løbet fik Alberte Greve, der er professionel hos det norske hold Uno-X, Christina Bragh Lorenzen fra det danske Team Friis ABC og Johanne Resen fra Team Sydbank Quooker et afgørende hul.
Artiklen fortsætter under billedet...

Med 40 kilometer til mål havde trioen et forspring på ét minut, men tre blev til to, da Resen ikke kunne følge med mere.
Kort efter kørte Greve også fra Lorenzen og så var det bare højt tempokørsel resten af vejen til målstregen.
- Jeg tror ikke, jeg kan forklare, hvad der foregår. Det er ikke gået op for mig endnu, sagde Næstved-pigen til DR efter løbet.
Første seniormesterskab
Hun var ét minut og 13 sekunder foran Amalie Dideriksen på andenpladsen og Solbjørk Minke Anderson på tredjepladsen.
Det er første gang, Alberte Greve sikrer sig et dansk senior-mesterskab. Sidste år blev hun dansk U23-mester i både enkeltstart og linjeløb.
Og så skete det ovenikøbet på en dag, hvor hendes far Christian havde fødselsdag.

Amalie Dideriksen (t.v.) og Solbjørk Minke Anderson. Privatfoto