Fotograf: NGH | Opdateret

80’erne indtog gymnasiets MGP

Farver, musik og masser af opbakning fyldte aulaen på Næstved Gymnasium & HF torsdag aften. Her havde musikklassen 2.z inviteret til årets MGP, hvor 80’erne var tema og otte optrædende på scenen.

Der blev sunget, danset, spillet og klappet igennem, da den årlige MGP-tradition torsdag aften blev ført videre på Næstved Gymnasium & HF.

Bag årets show stod musikklassen 2.z, som gennem den seneste måned selv har planlagt arrangementet. Klassen havde valgt 80’erne som tema og fordelt arbejdet mellem blandt andet pynt, PR, økonomi, program og audition.

– Vi synes, 80’erne er festlige, både hvad tøjet og musikken angår, så det var et oplagt tema, siger Nora Nikolajsen fra klassen.

Skrev deres egen MGP-sang

Eleverne stod også selv for udsmykning, bar og værtsroller, mens de med hjælp fra sanger og musiker Nana Jacobi havde skrevet deres egen sang til showet. Hele klassen bidrog med idéer til både tekst og melodi.

Men torsdag aften var det først og fremmest scenen, der var i centrum. Otte indslag dystede om publikums gunst, og opbakningen manglede ikke. Der blev sunget med, hujet og klappet, når skolens elever viste deres talenter inden for både sang, musik og dans.

Til sidst var det op til publikum at finde årets vinder. Flest stemmer gik til gruppen Omen, der sikrede sig førstepladsen med deres udgave af The Cranberries-nummeret Zombie.

Gruppen Omen badet i vinder-konfetti. Foto: NGH

Gruppen Omen badet i vinder-konfetti. Foto: NGH