Fotograf: Privat | Opdateret

750 børn indtager Mogenstrup til fodboldfest

97 hold med 746 børn fra U6 til U13 er klar til Holbøll Cup 2026, der i weekenden fylder banerne ved Fladsåhallen med fodbold, familier og aktiviteter. Bag stævnet står både frivillige kræfter og en hovedsponsor med en helt særlig tilknytning til klubben.

Der bliver trængsel på fodboldbanerne i Mogenstrup, når FK Sydsjælland lørdag og søndag 22.-23. august inviterer til Holbøll Cup 2026.

Hele 97 hold er tilmeldt årets stævne, og de kommer med i alt 746 børn i aldersgrupperne fra U6 til U13. Dertil kommer forældre, søskende og andre familiemedlemmer, som ventes at skabe masser af liv omkring banerne bag Fladsåhallen.

For arrangørerne er ambitionen, at weekenden skal handle om mere end resultater og mål.

– For os handler Holbøll Cup om meget mere end fodbold. Det handler om fællesskab og om at skabe nogle gode oplevelser for børnene, som de forhåbentlig tager med sig hjem, siger Carina Bisgaard, bestyrelsesmedlem i FK Sydsjælland og en af arrangørerne bag stævnet.

Mere end et logo

Holbøll A/S er for tredje år i træk hovedsponsor for stævnet, og samarbejdet omfatter mere end den økonomiske opbakning. Virksomheden har blandt andet deltaget i arbejds- og planlægningsmøder med klubben frem mod årets cup.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det er tredje år i træk, at Holbøll Cup finder sted i Mogenstrup. Foto: Privat

Det er tredje år i træk, at Holbøll Cup finder sted i Mogenstrup. Foto: Privat

– Et godt sponsorat handler om meget mere end blot et logo på en trøje. Når en forening og en sponsor arbejder tæt sammen og bruger sponsoratet aktivt, kan de skabe fælles oplevelser og værdi for lokalsamfundet. Holbøll Cup er et godt eksempel på, hvordan et sponsorat på den måde kommer ud at leve, siger ejer og administrerende direktør, Carl-Ole Holbøll.

For ham er engagementet i FK Sydsjælland også personligt. Carl-Ole Holbøll spillede selv i klubben som barn.

– Klubben var en stor del af min egen opvækst, og det betyder meget for mig at kunne give noget tilbage. Jeg ved af egen erfaring, hvor meget det betyder at være barn, være en del af et hold og opleve, at man hører til i et fællesskab, siger han.

Fodbold og aktiviteter

Mens kampene naturligt er omdrejningspunktet, bliver der også en række aktiviteter uden for banen. Her vil der blandt andet være madboder, kaffevogn, merchandise og en stor tombola med mere end 230 forskellige præmier.

Artiklen fortsætter under billedet...

Carl-Ole Holbøll har selv spillet i FK Sydsjælland som ung og vil derfor gerne give lidt tilbage. Foto: Presse

Carl-Ole Holbøll har selv spillet i FK Sydsjælland som ung og vil derfor gerne give lidt tilbage som sponsor. Foto: Presse

Lørdag formiddag får stævnet desuden besøg af Ulven Billie, der vil være klar til at hilse på børnene.

At samle næsten 100 hold til en enkelt weekend kræver samtidig en stor indsats både før og under stævnet.

– Når vi kan samle 97 hold og mere end 750 børn på vores anlæg, er det ret fantastisk, og samtidig en mulighed for at vise, hvad FK Sydsjælland kan, når frivillige, sponsorer, forældre og klubben løfter i flok, siger Carina Bisgaard.

Den forventning deler hovedsponsoren.

– Jeg glæder mig først og fremmest til at opleve stemningen og se de mere end 700 børn spille fodbold og være sammen. Jeg håber, at de får nogle gode og mindeværdige oplevelser, udvikler deres færdigheder og måske skaber nye venskaber undervejs, siger Carl-Ole Holbøll, som også håber, at firmaets synlighed kan kaste nogle fremtidige medarbejdere af sig.

- Ved at være synlige med vores logo og maskiner håber vi at vække nysgerrighed og måske tænde en gnist hos nogle af børnene for bygge- og anlægsbranchen. På den måde kan vi være med til at inspirere den næste generation af dygtige medarbejdere, lyder det fra Holbøll.

Holbøll Cup 2026 spilles 22.-23. august på banerne bag Fladsåhallen, Mogenstrup Parkvej 10.

Mere end 750 børn ventes på banerne ved Fladså Hallen i weekenden. Foto: Privat

Mere end 750 børn ventes på banerne ved Fladså Hallen i weekenden. Foto: Privat