Fotograf: Privat | Opdateret

16-årig Herlufsholm-spiller debuterede i nederlag

Herlufsholms sjællandsseriehold tabte i Slagelse, men ung midtbanespiller stjal opmærksomheden fra det ærgerlige resultat.

Regnen lagde sig tungt over banen på Slagelse Stadion, hvor Herlufsholm fredag aften spillede sin første udekamp i foråret efter fire opgør på hjemmebane. Det blev også den første kamp uden point. Slagelse B&I havde bolden mest, styrede tempoet og drog ofte fordel af deres rutine på midtbanen, hvor især den tidligere Næstved- og Horsens-spiller Mathias Nielsen huserede.

Alligevel blev kampen mere end blot endnu et resultat i nedrykningsspillet for Herlufsholm. Midt i det hele stod 16-årige Andreas Munk Krogh – debutant, lokal spiller og uden erfaring på det niveau – og tog imod opgaven uden synlig tøven.

Før pausen bølgede spillet med chancer i begge ender. Kevin Fobian forsøgte sig udefra, og Valdemar Christensen kom frem til en afslutning uden held. Anden halvleg lignede den første. Slagelse holdt fast i bolden uden for alvor at åbne Herlufsholms forsvar, mens gæsterne arbejdede sig frem til muligheder gennem blandt andre Ludwig Ravnholdt og Nicolai Andreasen. 

Det var dog værterne, der lidt heldigt fik bolden over stregen cirka midt i 2. halvleg. Et hjørnespark, der egentlig var på vej væk fra farezonen, endte tilfældigt foran fødderne på Mathias Nielsen, der med lidt held og hjælp fik prikket bolden ind bag Johan Taulov. Udligningen lå ikke fjernt, men kom aldrig.

Spiller for både Vejle og HG

Det gjorde til gengæld indtrykket af den unge debutant. Andreas Munk Krogh spillede centralt på midtbanen over for spillere med mange års erfaring fra højere niveau. Fysisk var forskellen tydelig, men i bevægelserne og beslutningerne var der gode takter. Han søgte bolden, fordelte den simpelt og gik ind i duellerne uden at trække sig.

Krogh er opvokset i Herlufsholm, har været omkring både Næstved IF, Brøndby og HB Køge og går i dag på idrætsefterskole i Vejle. Vejen tilbage til HG gik via en supplerende spilletilladelse, hvor han både kan spille kampe for Vejle Boldklub i hverdage og for HG i weekender, når det er muligt – og fredag førte vejen så direkte ind i startopstillingen.

Andreas Munk Krogh som helt ung og som 16-årig HG-spiller. Foto: Privat

Andreas Munk Krogh som helt ung og som 16-årig HG-spiller. Foto: Privat

KAMPEN I TAL

Sjællandsserien, nedrykningsspil
Slagelse B&I – Herlufsholm: 1-0 (1-0)
1-0: Mathias Nielsen (66)

Herlufsholm næste kamp er hjemme mod Nykøbing FC 17. april kl. 18.30