Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

120-års fødselsdag fejret mellem biler og gæster

Henrik og Helle Ring er begge blevet 60 år. Det blev fejret lørdag 15. august, hvor de mange gæster også kunne ønske tillykke med, at de nu har haft Ring Biler i 35 år.

Der var et rend af venner, kolleger, samarbejdspartnere og såmænd også kunder, da Henrik og Helle Ring lørdag fejrede deres to gange 60-års fødselsdag. Ganske smart havde de da også slået det sammen med et 35-års jubilæum med deres ”firma-barn”, Ring Biler.

- Ja, det er jo mange år, der er forsvundet ud i det blå. Det er gået stærkt, siger Henrik Ring.

Direktøren og ejeren overtog firmaet efter sin far Arne i 1991, da Ring Biler lå på Grimstrupvej, hvor det også blev ”født”. 

De sidste små syv år har virksomheden haft adresse på Skallegårdsvej 1, hvor Jørs Biler tidligere lå, og for efterhånden en del år siden kom sønnen Casper ind som medejer. Casper Ring er også værkfører.

- Vi er nok vokset tre-fire gange, siden vi flyttede herud, fortæller Henrik Ring, mens han gelejder gæsterne hen til pølsevognen og fadølsanlægget.

I starten var det franske biler, der var i højsædet hos Ring Biler. Peugeot, Renault og Citroen var de foretrukne mærker, men noget er forandret. Der står mange flere mærker i udstillingen og i rækkerne udenfor nu.

- Jeg har stadig en vis kærlighed for franske biler, men udviklingen er gået lidt baglæns for dem de senere år, erkender Henrik Ring, der ikke har tænkt sig at overlade hele biksen til Casper endnu.

- Der går lidt endnu. Måske når vi fejrer 40-års jubilæum, siger fødselaren med et smil.

Helle Ring rundede for nylig de 60 år og lørdag var det så gemalen Henriks tur. Sammen kunne de også fejre 35 år med Ring Biler. Foto: John Ringstrøm

Helle Ring rundede for nylig de 60 år og lørdag var det så gemalen Henriks tur. Sammen kunne de også fejre 35 år med Ring Biler. Foto: John Ringstrøm